Onsdag den 6. September, Corpach

Den kaledonske kanal er et mægtigt bygværk, som sammenkæder rækken af søer, der ligger i ”the great glen”, den geologiske forkastning, som strækker sig tværs over Skotland SW-NE. Hele kanalens længde er små 100 km, hvoraf søerne udgør de 65. Den mest kendte er Loch Ness, som er ca 40 km lang, og kanalen har i alt 29 sluser. Kanalens bygmester var Thomas Telford, en af den nye tids mænd, som stod for et hav af vejanlæg, kanaler og broer rundt om i hele Storbritannien, og den blev taget i brug i 1822. (Jeg kan i øvrigt varmt anbefale Paul Johnson’s ”the birth of the modern”.) Kanalens oprindelige formål har, som i øvrigt Kielerkanalen, været strategisk – man har villet kunne flytte flådefartøjer hurtigt og sikkert fra Nordsøen til Vestkysten, uden at skulle gå gennem det vanskeligt befarbare Pentland Firth hele vejen nord om Skotland. Dens strategiske rolle var pga skibstypernes hastige udvikling i det væsentlige udspillet, da den efter 19 års arbejde endelig var færdig, men den har haft stor rolle for samfærdslen i Skotland i 1800-tallet.

Neptune's Staicase - oprindelige bygninger, 1820

Nå: Formiddagen gik med at komme fra bassinet indenfor den første sluse op igennem de otte sluser, der ligger lige i rap som en trappe med i alt 22 m stigning – Neptune’s Staircase. Efter et par stykker har man fattet manøvren. Vejret bedredes i løbet af formiddagen. Viddet herovre siger at der er to slags vejr i Skotland – ”wet rain” og ”dry rain” og at Skotland er uhyre smukt – når man altså kan se det. Planen var at bestige Ben Nevis, men da vi endelig nåede frem til det punkt på dagsordenen, måtte det blive en reduceret tur med skilift op ad bjerget, og så gå til fods ned igen. Der havde hele tiden været skyer omkring toppen, så den fantastiske udsigt, der skulle være, havde jeg ikke store forhåbninger om at opleve. Derfor renoncerede jeg, og fik ordnet vasketøj og en tog en tur ind til Fort William. Nogle af de andre tog op på Ben Nevis, og det gik da hverken værre eller bedre, end at solen fik varmet skyerne væk ud på eftermiddagen, og de havde haft en storslået oplevelse. Det er der en ud af ti dage.

Neptune's Staircase - hele rækken

Storslået var min oplevelse nu ikke ligefrem, men det var da sjov at se Fort William. Der er et lille bymuseum, fuldstændig som Viborg, Holbæk, det nu hedengangne Steenstrup og hvad de nu hedder derhjemme; redskaberne, stofferne, de udstoppede fugle og gamle våben er bare nogle andre her. Meget betryggende, men alligevel instruktivt. Jeg var godt klar over, at der havde været en del konflikter mellem den engelske krone og skotterne, og det er ærligt talt et noget uigennemskueligt forløb, hvor retten til tronen, den skotske såvel som den engelske, religionen og det strategiske spil overfor resten af Europa er blevet filtret dygtigt ind i hinanden. Det må vi få Troels til at udrede en aften. Jeg kan i hvert fald meddele, at Fort William (og også Fort Augustus, som kommer længere op ad kanalen) har navn efter en fæstning, som englænderne opførte i forbindelse med højlændernes revolter i første halvdel af 1700-tallet anført af Bonnie Prince Charlie. Hovedgaden i Fort William er præget af forretninger med fritidstøj, altså alt godt til Frede Fritid indenfor mikrofibertrøjer, vandrestøvler og regntøj. Det er fuldt forståeligt med det vejr, der er her. Men byen er også centrum for al mulig udendørsaktivitet som mountainbiking (man tager skiliften op ad Ben Nevis og kører ned ad småstier – hu hej) og kajakroning.

Uglerne tudede i Corpach

Der er også mange forretninger med uldprodukter – tweed fra Lewis og Harris, plaider i tartan klan-mønstre og kilter med hele udstyret (på en eller anden mærkelig måde kunne jeg godt se min ven Martin i sådan et højlandskostume – øh?!). Tartan vævningerne er helt forrygende – nogle er smukke, mange grimme, og nogle så fantasifuldt hæsligt komponerede, at de ligesom kommer ud på den anden side, og er meget smukke. Det er dog begrænset hvad man ser af tweed. Det er i sin oprindelige form vel blevet erstattet af al det her fritidstøj. En ældre ekspedient hos Brødrene Andersen tog sig, da jeg var ung, tid til at forklare mig om tweed, og ikke mindst vise mig et udvalg af de bøger med tweed-prøver, de havde liggende fra 50’erne (gad vide hvad der er blevet af den slags?). Hovedparten var helt forrygende hæslige, og kvaliteterne meget kraftige -  som ekspedienten forklarede det, var idéen med tweed, at landmanden kunne have en jakke, der holdt tæt i regnvejr, som han kunne bære en mursten i i hver lomme, og som bevarede faconen, når den var tør igen.

Og ellers en tur på den lokale pub  i – lang snak med en herre, der havde med dykning på store dybder at gøre; altså den type opgaver, hvor dykkerne bor inde i tryktanksanlæg i måneder af gangen - "saturated diving". Interessant. På vejen tilbage til skibet så jeg fuglekonger i flok, der sværmede omkring frugtbuske. Middag ombord og tidligt i seng. Ugletuden.

Torsdag den 7. September, Corpach – Fort Augustus

Tjenesteboliger fra kanalens renovering i 1913 

Vågnede i meget ”wet rain”, morgenmad, og så rengøring af skibet fra for til agter, over og under dæk. Afgang ved 10-tiden op ad kanalen. Det er vådt og trist, og om formidddagen vurderede jeg, at der var nok på dækket til at klare manøvrerne, og sad lunt og tørt nede i salonen’en med den store petroleumslampe tændt, og ordnede løse ender, og skrev på dette. Senere på dagen blev vejret noget bedre, og da vi gik gennem Loch Oich var det blevet nogenlunde. Der fulgte en del kanalsejlads, og i lange stræk var der store træer helt ned til bredden – alle spor af pramdrager-stier er væk i dag. Vi passerede adskillige drejebroer og mindre sluser. Alle smiler og vinker til os, når de ser det smukke skib, og sejltosser og bolværksmatroser tager billeder. Loch Oich var kanalens højeste vand, og herefter begyndte nedstigningen mod Nordsøen. Vi sluttede dagens sejlads med en slusesekvens med fem bassiner i Fort Augustus. Her er et museum om Nessie – ejendommeligt med et museum om noget, som ikke eksisterer. Det minder mig lidt om den sten i Trundholm Mose, der fortæller af 200 m derfra blev Solvognen fundet – en non-event i særklasse. På pub og spise, Lagavulin, øl, dart og billard bagefter. Vi er ikke blevet bedre, kan det konstateres.

Fredag den 7. September, Loch Ness – Inverness

Loch Ness

Castle Urquhart

Sov til ni, ein bisschen Kopfweh. Bad og så afgang ud på Loch Ness. Dejligt vejr – eller der var i hvert fald blåt på himlen. Festlig sejlads med F-18 fly pibende på langs ad søen i lav højde. Kaffe og chokolade på dæk. Cadbury’s den lilla med nødder og rosiner. Det er stort set første gang, at turen har nærmet sig den beskyttede sejlads, vi kender hjemmefra – ikke noget med et stort og brutalt Atlanterhav, som sætter grundstemningen med fri indblæsning fra Amerika. Vinden atter agter, vi satte fokken og gled op til Castle Urquhart, hvor vi lagde til ved en lille bro og gik i land. Det ligger uhyre pittoresk på et lille forbjerg ud i søen, og her myldrede med turister, så det slet ikke var til at komme frem. Ikke underligt at golf oprindeligt er et skotsk spil; de har simpelthen en ting med plæner her: Alle grønne arealer indenfor monumentområdet er omhyggeligt tættrimmede – det er underligt uvant; helt i modsætning til karskheden fx ved anlæggene omkring Kalø, Hammershus eller Dannevirke med deres lange græs. Det bliver ligesom alt for friseret. Frokost her og så videre gennem den lille kanal, der forbinder Loch Ness med Inverness. Vi håbede at nå helt frem til Inverness den dag, men den næstsidste bridgekeeper var gået hjem, da vi kom frem. Vi lagde til, og håbede at komme gennem broen inden myldretiden, måske allerede kl 0700. Kedeligt sted at fortøje den sidste aften. Poul Anker brillerede med bullerbæs af fryserbundfald, det var himmelsk. Spritskabet blev endegyldigt tømt, og så tidligt i seng.

Lørdag den 8. September, Inverness – Aberdeen

Roselina ved Castle Urquhart

Tidligt op og komplet hovedrengøring af hele skibet; fribord vasket, dæk, alt over og under dæk tørret af med våde klude, køjer ud og støvsuge, frostbokse og viktualiekasser, selv vask af skibets viskestykker, klude og håndklæder blev der tid til; sågar under dørken blev der støvsuget. Alt imens vi ventede på brovagten, som først var kl 0830. Men vi var vel forberedte – på forkant med rengøringen. Vi kom igennem, havde en kort kanalsejlads, og så gennem de sidste fire slusekamre, inden vi løb ud i marinaen, som ligger bag ”the sea lock”. Stor kedsommelig marina. Der var et enkelt hængeparti med rigningen, muligvis et resultat af vor voldsomme slasken med rigningen, da vi lænsede mod Isle of Man, muligvis afstedkommet at balladen med bomdirken ved anløbet af Tobermory: Bagbord øverste salingshorn på stormasten gabte for, og var løs. Jeg tror at det bare lige så stille var kommet af sig selv. Det var noteret og diskuteret, og var et problem, hvis løsning lå udover hvad jeg kunne byde ind på. Ukuelige Poul Anker gik til vejrs i bådsmandsstolen med en pøs med værktøj. Jeg tror det var ham inderligt imod, ikke at aflevere skibet fuldt funktionsdygtigt. Med Carsten som back-up ved filebænken i maskinrummet, var det blevet mit indtryk, at intet problem ombord var uoverstigeligt. Poul Anker tilbragte fire stive timer i bådsmandsstolen med en række fyndige kommandoer til dæk, herunder hejsen mange forskellige værktøjer op og ned i liner, og ved mellemkomst af ornepik og en række andre unævnelige værktøjer i maskinrummet (med samt en taxatur til den lokale rigger, som var uhyre velvilligt indstillet, især i betragtning af at eftermiddagen bød på landskamp for Skotland), lykkedes det da også. Stor succes.

en sailor går i land

I mellemtiden var jeg og enkelte andre ikke-tekniske typer draget af, for at få en fornemmelse af Inverness på to timer. Synd og skam ikke at kunne ofre den mere, for også den virkede, som om at det var en by, der fortjente mere opmærksomhed. De gader jeg nåede at se, viste en provinsby i to etager med arkitektur af meget god kvalitet; i centrum et kompleks af gader med bygninger i fin victoriansk klassicisme. Jeg har forstået det sådan, at der er rigtigt mange britiske provinsbyer (i flæng Manchester, Liverpoool, Edinburgh, Bristol, Bath, Portsmouth osv), som har været vanvittigt rige ift hjemlige forhold, og har rigtig meget arkitekturhistorisk interessant at byde på. Skal man sammenligne med danske provinsbyer, er det meget beskedent, hvad der er at byde på. De engelske provinsbyer har simpelthen været nogle af verdens centre dengang. Se fx Ellings bog ”klassicismens fyenske borgerhuse” – det er groft sagt en hoben usle men charmerende rønner i sammenligning. Vi skulle afsted kl 14 med taxa-bus til Aberdeen for at nå flyet hjem til København. Det var alt sammen blevet aftalt aftenen inden, og alt skulle være såre godt. Så vi var helt klar; skibet rømmet og bagagen linet op på kajen, da det hjemgående hold overtog Roselina, for at sejle hende over Norsøen til Thyborøn, og så videre gennem Limfjorden til Egaa, hvor hun har hjemme. Der havde indfundet sig et formidabelt højtryk, med vind fra SW drejende S, så jeg var noget misundelig efter lavtrykket, som havde fulgt os fra Scilly Isles til Hebriderne. De må være midt Nordsøen her Søndag aften, og har givet en smuk tur.

Fornem provins-arkitektur i Inverness

Men så var der lige det med taxaen. Her gik det galt. Meget galt endda. Den dukkede rettidigt op, og chaufføren, iført dråbeformede spejlglasbriller, kunne med slet gedulgt skadefryd berette, at turen til Aberdeen ikke tog, som oplyst af hans selskab, 1½ men 2½ timer. Jeg sad bag ham i bilen, og noterede mig, at på hans taxaførerbevis, som sad i solspejlet, lignede hans billede en knödel med to knappenåle for øjne. Tillige virkede han rent ud sagt dum. Han var dog indstillet på at nå det, og han var også bestilt betids, så vi havde noget tid at løbe på. Vi kørte således noget pressede, men i rigtigt smukt landmandsvejr ud ad Banffshires smukke veje gennem høstlandskabet, indimellem i kø bag forskellige imposante høstredskaber. Og så var der trafikuheldet. Heldigvis gik det os forbi, men hovedejen var blokeret, så vi måtte om ad småvejene. Og chaufføren anede ikke hvor han var. Han havde hverken kort eller GPS. Der spildte vi rigtig meget tid. Der blev handlet på situationen, og SAS var så flinke at holde flyet tilbage i 10 minutter, men vi nåede det bare ikke. Så der stod vi slukørede i Aberdeen lufthavn, 20 min før flyet skulle gå, og vi kunne bare ikke komme med.

Vi diskuterede den ene og den anden måde at komme hjem på, og konkluderede at det ikke kunne lade sig gøre uden en overnatning i Aberdeen. Margaret Thatcher-typen ved SAS-skranken viste sig, da det kom til stykket, meget hjælpsom (selvom Poul Anker indledte med f-ordet), og fjongsede os en rimelig indkvartering på et lufthavnshotel. Det mindede om Koppels KUA, og får Kastrups Hotel Bel Air til at virke nærmest arkitekttegnet. Efter et par timer på computeren, fik vi ambligeret en tur via London Gatwick og så med taxa til Stansted, hvorfra vi fløj til Sturup. Og så fra Sturup med bus til Københavns Hovedbanegård.

Søndag den 9. September, København.

På hovedbanen sagde vi så alle farvel, og jeg traskede hjem med min taske på nakken. Carsten hævder at have gemt en Lagavulin, vi skal drikke til sommer. Jeg glæder mig. Hjemme var alt shipshape a la Poul Anker, og de andre på Anholt. Katten var sulten og kælen, Line har malet et af ungernes værelser, men her er underligt tomt. Har pakket tasken ud; det hele lugter af båd på den rigtige måde. Ærgerligt at jeg missede min søndag i ophøjet ensomhed i slåbrok, men sådan går det. Har pakket ud og glæder mig til at Line og ungerne er hjemme igen.

Konklusioner? Lykkelig over at min kloge kone prikkede til mig, så jeg kom afsted. Båden? – tjah, inden vi gik i rum sø, kunne vi have brugt en dag på en trekantbane på at øve manøvrer, og sikre at alle havde forstået alt, så skarpe situationer (men dem var der nu ikke mange af), på forhånd var afmonteret. Roselinas koncept er på mange måder en RORC cruiser/racer fra 1960 – langkølet og altmodisch. Hun er et smukt skib, der får velhagsytringer overalt, hvor hun kommer frem. Det havde nu også været sjovt at gøre rejsen i fx en Swan 57, der er mere sikkert letstyret og livlig, og som skærer højere.  Det havde måske også været rart, at kunne styre fra en mere beskyttet position, uden at der ligefrem skulle gå motorsejler i den. Men sikke en fantastisk tur det har været. Det har været vildt spændende at være i et sejlfarvand med så stort format, og at opleve rigtig havsejlads i et så stort fartøj, og det har givet mig mod på at oplevet meget mere af den slags. Det har været instruktivt at håndtere så svært grej, og at arbejde med så stor en sejlføring. Kulingen fra Scilly Isles til Isle of Man havde vi også fint klaret i en 35-fods, omend med mere drama – afstanden mellem søerne ude på det store hav er langt mere velivillig overfor skib som gaster, end den er i Kattegat - hvis man har maven i orden. Og jeg har lært, at der er mange, der er slettere stillet end jeg er, hvad det anbelanger. Er jeg frisk på en ny tur? Ja for Fanden! – rundt Svalbard eller gennem Magellan-strædet (der skal lige lidt mere termo-undertøj og en regederlig offshore-jakke til!); skibet kan hvad som helst, og jeg er på. Måske familien kan lokkes med på en Limfjordstur, sådan ligesom for at få dem i gang?!

Tak til Roselina, Poul Anker og alle de andre, der var med, med samt ikke mindst ejerkredsen bag Roselina.

Slut på historien. Følg med i det fortsatte eventyr på www.roselina.dk .

End key.