Mandag den 3. September 1900, Tobermory, Mull

Fra koret i kirken

Gåtur rundt på Iona i tungt gråvejr. Den hellighed, som øen – ifølge Michelin-guiden – i sig selv skulle udstråle, fornemmede jeg nu ikke, og landskabeligt var det ikke overvældende. Vejret har rigtig meget at gøre med den oplevelse. Det er OK at det er gråt – jeg begynder at få øjnene op for det forfinede farvespil i det grøn-grå-blå spektrum – men dårligt sigt, det er nu trist. Anyway: I 1100-tallet blev det kloster, som vikingerne havde hærget i 700-tallet, retableret og udbygget yderligere gennem de næste 300 år. I øvrigt skulle der være 40 konger begravet her fra Irland, England og Skotland. Det var i sin tid et stort pilgrimssted i den angelsaksiske verden. Klosterfunktionen ophørte, og klostret og dets kirke forfaldt, og havde nærmest været ruin sidst i 1800-tallet. Det blev restaureret dengang i tidens smag og stil, i en slags romansk romantik, så hårdhændet som havde vor egen Storck stået for det. Der er en del dagturisme på Iona á la Christiansø, og kirken er et af hovedmålene. Færgen fra Fionnphort går hver anden time, og turen over det smalle sund tager 15 min. Et større tysk rejseselskab var til min ærgrelse i kirken samtidig med mig, men da de pludselig afsang en salme, vi også kender hjemmefra, endda flerstemmigt og meget fornemt, mildnedes min stemning for dem.

Altid friskt med en tur i jollen!

Tobermory - inspiration til Jullerup Færgeby?

Krogen op ved middagstid, og så videre nordpå til Staffa, hvor Fingal ifølge legenden skulle have haft sin hule. Der er nogle særprægede basaltformationer i klippen, heraf øens navn, som vikingerne gav den. Vi havde håbet at kunne gå i land med jollen; der er ikke en egentlig anløbsbro men blot en ubeskyttet betonkaj, man kan lægge jollen langs, og så springe i land. Søen var temmelig livlig, og skibet kunne ikke ligge ordentligt beskyttet, så nogen skulle blive ombord. Da det så samtidig øsregnede, opgav vi, og gik direkte videre nord om Mull til Tobermory. Vejret helt gråt i gråt, ringe sigt og regn, vindstød i hård kuling-styrke og drama med en bomdirk, der satte sig fast i rigningen da vi skulle rebe. Vi fik anvist en fin plads, og så afsted, nogle i bad, mens jeg kunne forene det magelige med det praktiske – jeg fik en pint af den lokale på en pub med wifi, og uploadede sidste indlæg på bloggen. Og så middag i byen med østers og havtaske, øl og whisky på en pub på vejen hjem. Med dødlignende søvn og højlydt snorken fra for til agter som resultat.

Tirsdag den 4. September 1400, Sound of Mull

Sidste bøje inden Corpach

Her til morgen var skyerne om ikke lettet, så dog med større indbyrdes afstand, så solen spillede ned igennem dem, så man så de solbeskinnede felter bevæge sig henover landskabet. Tobermory ligger omkring en stor vig, og da vi afgik kl 10, satte vi kursen SE-over, ned gennem Sound of Mull mod Corpach. Det er her indsejlingen til den kaledonske kanal begynder, og vi håber at komme bag den første sluse allerede i aften, så vi er fri af det forbandede tidevand. Sound of Mull er en endnu større oplevelse end den i Søndags, hvor vi sejlede mellem Islay og Mull. Det er storladne, rullende landskaber, der ligger ned til sundet, og som teaterkulisser ser man bjerge bag hinanden, der tegner sig som blågrå flader i dis, og så ind i mellem med disse betagende solpletter vandrende hen over sig. Den optagelse af Hebriderne, som dukkede op i den tidlige romantik, forstår man godt. Selv den ellers så kontinentale Mendelsohn komponerede (efter hukommelsen) en ouverture betitlet Hebriderne. Sound of Mull er ganske smalt; the Narrows, det smalleste sted, er måske blot 400 m, og op til fire km på det bredeste. Her er skær, der lurer i brænding, småøer med fugleliv, vige med enkeltliggende huse og ganske få og små landsbyer. Her er nysgerrige sæler, der kigger venligt på os såvel som delfiner, og foruden sulerne, som har fulgt os fra Lands End, er der nu kommet tejster til. Landskabsoplevelsen er uden videre sammenligning i øvrigt i klasse med Idaho, Montana og Wyoming, der står som noget af det helt store for mig. Det er svært at viderebringe den overdådige oplevelse i de her småbilleder til web, men bær over med mig – jeg prøver alligevel. Jeg kan godt se, at hvis man ikke lige selv er der, kan det være dødens pølse at kigge på billeder af himmel og hav. Den sidste halve time har vi haft maskinen tændt – modstrøm - og en tilfreds Poul Anker er netop kommet ned i salonen, hvor jeg sidder og skriver, og beretter at vi når at komme bag slusen i aften – det lyder godt.

Ben Nevis, højeste bjerg i Storbritannien

Turen her nærmer sig nu sin sidste fase; på lørdag har vi alle billetter hjem fra Aberdeen. Vi skal aflevere båden i Inverness lørdag middag, og har så tre dage til at komme gennem alle sluserne, og sejle gennem Loch Lochy og Loch Ness. Vejrmæssigt har der godt nok været meget gråvejr, men vind- og strømforholdene har der ikke været noget at udsætte på. Vi har haft god, kraftig vind fra SW stort set hele vejen, så vi har sejlet agten for tværs og læns næsten hele tiden – ingen enerverende banken pæle i skumsprøjt og røgvand. Vi er simpelthen mere uforstyrret inde i et af de store haves stabile vejrsystemer, og ligger ikke, som hjemme, i sammenstøds-zonen med det og kontinentet. Og uden videre planlægning har vi haft medstrøm for det meste – og det tæller på et sted, hvor tidevandet er så voldsomt.

Tirsdag den 4. September 2000, Corpach

Yes, vi kom igennem slusen ved sidste åbning, og nu er der smugkro i bestiklukafet med godterne fra de små destillerier på Islay. Spænding i slusen, Poul Anker er eminent til at føre båden, han kaster rundt med den, som var det en fiskekutter i Anholt Havn, og vi andre fiser rundt med fendre og fortøjninger – for og agter og tilsvarende spring, som hele tiden skal fires eller hales, når slusen fyldes. Vi har små 100 sluser foran os, så det skal vi nok få lært. I baggrunden har vi Ben Nevis, Skotlands højeste bjerg, som vi planlægger en tur op på i morgen. Over and out fra Corpach.

Til kaj i Corpach bag første sluse