Scilly Isles

Hugh Town

Det er spændende at komme til et lille samfund, der ligger så fjernt fra alfarvej. Ligesom Christiansø eller Mykines. På en underlig måde er det slående, hvordan beboernes med vand og bådkyndighed minder om venetianernes. Scilly Isles består af mange øer, der ligger omkring et lagunelignende bassin ude i Atlanterhavet. De største af dem er beboede, i alt et par tusinde mennesker, og der er konstant sejlads imellem dem med alle mulige småfartøjer. Der er ikke en havn i den forstand, her er en enkelt stor mole i Hugh Town på  St Mary, hvor passagerer og varer fra Penzance sættes af, for så at blive fordelt videre ud på øerne. Hele den store lagune har mange beskyttede ankerpladser, hvor man ikke har problemer med at fortøje i de store tidevandsforskelle. 

"Cykelstativet"

Til enhver båd, der ligger for svaj, hører en jolle til at komme ud til båden med. De har det med både, som vi har det med cykler i hjemme København. Også vi fik vores jolle i vandet; det er en lille RIB-båd med 18 heste. Den går fint, og sidst jeg sejlede sådan en, var da jeg havde hyre på Southern Breeze lige efter gymnasiet. Men det sad i kroppen, så jeg har nydt at være chauffør, og fik mig da også et ordentligt sving ud i lagunen.

Hovedgaden

Fredag fes vi den af, og var ude at spise om aftenen. Den lille by myldrer med yachties, så hver anden på gaden er i fancy olietøj. Lørdag lejede nogle af os cykler, og cyklede St Mary rundt. Øen er timeglas-formet, og byen ligger på det smalle sted, så der er strand til begge sider. Den ene part af timeglasset er ca 1/4 af den anden, og rummer en fæstning, som samtidig med Christiansø. Granitten her er i en nydelig lysegrå, og pga det lune klima – her er palmer, selvom her er nok så barsk – er der begroninger, så stenen mange steder er helt lodden. Der er i øvrigt sukkulenter overalt. Turen er kort, det tog os tre timer inkl mange stop i maleriske vige.

Byggematerialerne er hovedsagelig den lokale granit og skifer fra Wales. Næsten hele Hugh Town er i to etager, og alle fritliggende huse er længehuse med skorstene i gavlene og med ganske små vinduer. 

Huse, der er bygget til at holde i et klima, hvor alle de forreste træer mod vest ligger hen ad jorden. Her er meget frugtbart, og udover lidt fiskeri og selvfølgelig turismen ser produktion af blomsterløg ud til at være det store nummer. Hele balladen hører under hertugdømmet Cornwall, så mon ikke det hele er leasehold. 

Her er ikke sommerhusområder eller blot sommerhuse, og mon ikke affolkning er et problem ligesom på småøerne hjemme? I hvert fald virker det som om at den udvikling, der nu må foregå, er kontrolleret og afstemt med lokal skik. I stenalderen har øerne været landfaste med Cornwall, og der ses fundamenter af meget velbevarede stenalder-bopladser. Og langdysser, ganske som vi kender dem hjemmefra.

lokal bådtype - bemærk benet!

"Red Wing"

Indsejlingen - ikke morsom i kuling og dårligt sigt

Breakwater - bemærk tidevandsforskellen

Hvor længe mon det har siddet der?

Fiskerens skur

Batteri i fæstningen

Mandag den 27. 0800

I skrivende stund sidder jeg nede i salon’en på højde med Anglesey, og vi er stadig for nordgående. Kl er otte morgen, og vi afgik for 24 timer siden fra Scilly. Det kuler, vi er på kanten af de 20 m/sek. Det er blæst op gennem det forløbne døgn – heldigvis lige i ryggen, så efter en dag med først spilet genua, så spilet fok med et reb i storen til nu kun store med et reb, buldrer vi derud af på en rumskøds op gennem Celtic Deep og det Irske Hav.

Øst for Scilly - og så nordpå!

Vi måtte ærgerligt nok sejle forbi Lundy Island, som jeg ellers rigtig gerne havde besøgt, fordi opankringsmulighederne er tvivlsomme i denne vind. Det betyder at et par mand, dvs selvskrevet Poul Anker, skulle blive ombord på ankervagt, og vi andre så i land i gummibåden i kuling og regn. Måske heller ikke den mest indbydende måde at være turist på. Det må desværre blive en anden gang. Jeg husker et interessant opmålingsprojekt for 2.-årsstuderende på Arkitektskolen i Aarhus, som vistnok Tine Nørgaard var ankermand på.

Næste stop skulle så have været Caernarfon, hvor vi skulle se en af de uhyre velbevarede borge, som englænderne byggede i 1300-tallet for at sikre herredømmet over Wales. De er kommet på UNESCO’s verdenskulturarvsliste, og det plejer at borge (undskyld) for interessante oplevelser og måske også nogle formidlingsmæssige greb, som man kan lære noget af. Men her er der guddødemig heller ikke nogen havn, i hvert fald ikke nogen der kan klare en båd i vores størrelse. Og vi har ikke lyst til at gå ind under kysten i det her møgvejr for at se efter, med udsigten til at skulle krydse ud igen med uforettet sag.

Bestiklukaf'et agter

I nat havde vi en utilsigtet bomning, og med grej af den størrelse, vi opererer med her (storsejl ca 100m2), er det ingen spøg. Det giver et voldsomt ryk i den stående rigning, som i værste fald kan gå over bord, og forårsager et stort drøn igennem hele skroget. Vi kom tilbage på rette halse igen, men først senere blev det opdaget, at de fire skruer, der holder løjbommens stopklods, simpelthen var blevet kappet over, og at klodsen (heldigvis) lå på dækket. Og skruerne var da ellers nogle betragtelige bamser. Nu er det jo ikke for ingenting, at der er to maskinmestre ombord. Der blev pakket en pøs med boremaskine, skruetrækkere, tænger, skruer og nedstryger, og så på dæk. Midt i mørke, søgang og skumsprøjt gik de i gang med at få de knækkede skruer ud, finde nye der var for lange, og følgelig måtte afkortes med nedstryger, og samle hele skidtet igen. Alt under afslappet, gemytlig samtale, som sad vi hjemme i køkkenet og snakkede om affaldssortering. Respekt, Poul Anker og Carsten, I er sgu et par hårde gutter. Og jeg fik med Elisabeths mellemkomst føjet ”ornepik” til mit ordforråd. Og ellers fik vi revet alt muligt ud af storsejlet og knækkede en aksel i et af de store spil.

20 m/sek på læns i Irske Hav

Tørnen veloverstået, er det skønt at hoppe i køjen, ned i min dyne hjemmefra. De første nætter har jeg ikke sovet særligt godt, og nærmest betragtet min køje som en rekvisit fra en Tati-film: Den er ca 220 cm lang og ca 55 cm bred. Points for længden, men jeg er sgu været glad for ikke at være bredskuldret. Men på en rejse som denne, hvor vi ruller kraftigt, er jeg blevet meget glad for den – det er bare om at kile sig fast, og så gå ud som et lys.

Nå, men der bliver altså ingen svinkeærinder på turen her - vi går direkte mod Isle of Man over Carnarfon Bay. Det giver så et ben på 260 mil, som vi forventer at klare på ca 30-35 timer, og så er vi kommet godt nordpå. Og det er nok her det mest interessante på turen ligger; Islay, Arran, Kintyre, Jura, Mull, Ben Nevis og Oban. Stor skønhed og interessante sejladser – tidevandshastigheder på over fem knob, et hav af skær og grunde, men også den helt store natur og isolerede ankerpladser. Måske vi skal smage et glas whisky også.

Jeg må i øvrigt konstatere, at jeg er heldigt udstyret ift søsyge. Jeg har ikke rigtig været søsyg. I aftes lavede mit vagthold middag, og da stod jeg en time i byssen og kokkererede i 15 m/sek. Folk, der den ene dag ingen har spist, sidder hensunkne, resignerede, blege og med matte øjne, for efter en pille at være helt sig selv og på toppen igen. Moderne piller og plastre er tilsyneladende en fantastisk opfindelse – siger jeg, der havde en barndom på Postafen! 

Weymouth – Scilly Isles

Det er simpelthen herligt det her!

Roselina er med sine 65 fod virkelig en stor båd. Stor – og tung og langkølet. Det er god nok noget andet end at fise rundt i Tages drage og lave lækre manøvrer ude på Sundet. En stokkonservativ træbåd, 26 år gammel og med kraftig ”Svanen-og-Thyra”-inspiration. Helt simpel, mahogni på eg, teakdæk, ingen varme, selvstyrer, bovpropeller og heller ingen elektrisk ditten og datten – WYSIWYG. Og MEGET køn og fornemt holdt – alt er absolut shipshape og til at bruge og til at vedligeholde. Motoren er fx ikke bygget ind under et-eller-andet motorhjelmsformet plasticpanel, der åbner sig med hydrauliske pumper – nix, her er et stort maskinrim med to rødmalede 80HK Ivecomaskiner, generator, arbejdsbænk og plads til at komme rundt med smørekanden. Rutiner om bord er fornuftige og velafprøvede efter de første 107.000 mil, alt har sin plads og er ikke særligt lystsejleragtigt – der er ikke noget Rungsted Havn her. Poul Anker tusser rundt i sit arbejdstøj fra Anholt-færgen og Carsten flanerer i Farvandsvæsenets outfit.

I kan se mere om skibet og hvor vi befinder os lige nu på www.roselina.dk 

Weymouth Old Harbour

Jeg gik ombord Tirsdag formiddag, men først Onsdag eftermiddag kom de sidste, som skulle med. Vi er ni voksne og en pige på otte. Weymouth er en af de store lystbådehavne på Sydkysten, men pga bådens størrelse ligger vi sammen med erhvervsfartøjerne, i den yderste del af havnen. Her er masser af måger, der bliver losset fisk og det er ikke mere nostalgisk tilbageførsel, end at jernbanesporene stadig ligger i asfalten. Lige omme bag kajgaden ligger ”Guildhall”, den afventer tilsyneladende restaurering. Bygget i portland-sten med ioniske søjler i fornem, sprød klassicisme, vel stærkt inspireret af Smirke’s British Museum, fremstår den som en herre i kjole og hvidt en morgenstund i Nyhavn 17.

Bli'r det værre?

På havnekontoret er de nærmest karikeret engelsk-venlige – der er ingen ende på hjælpsomheden. Vi brugte tiden på at proviantere til den store guldmedalje fra Tesco’s tørvare og rodfrugthylder, og kørte godt fem indkøbsvogne ned til båden. Alt blev stuvet, så det er aldeles sporløst forsvundet under dørk, i kistebænke og alle de sære hulrum, der er tilgængelige i sådan et skib. Besætningens sejlerfaring er noget blandet, så vi afgik først kl 6 Torsdag, for ikke at ligge og rode rundt ude i Kanalen midt om natten.

Guild Hall

Vi rundede Portland – ja, det er der, den sandstenen vi kender fra London er brudt, og ja, det er det sted, der gav navn til cementen – og gik vestover. Jeg har aldrig før sejlet i farvande med tidevand som her – lige nu 4m. Sejladsen skal planlægges ift til det; der er ingen grund til at bede om tre knobs modstrøm, hvis man kan få den med i stedet. I lodsen er der vist, hvor strømskel og hvirvler står, men vi fik uforvarende fedtet os ud i en ordentlige ”race”, og det skal man have respekt for – også i en 65-fods båd. Grim, høj skæv og uforudseelig sø fra alle kanter – det var bare om at komme væk igen.

Langt den overvejende vindretning på denne årstid er lige i næsen, hvis man skal WSW, og denne dag var ingen undtagelse. Vi havde planlagt et par dages sejlads på kryds og foran for tværs for at komme til St Mary / Scillly, men vinden skrallede. Det er en temmelig tung båd, det her, så der skal luft til, hvis den skal gå mere end fire-fem knob, selv med genua og mesan. Jern-genuaen blev sat, og kursen sat mod Prawle Point, hvor i øvrigt James og Kate har sommerhus.

Portland i dagningen

Der er lavet vagthold og –planer, og Poul-Anker er uhyre venlig og instruktiv. Altså ikke når det skal gå stærkt, så fejler temperamentet ikke noget, men alt i en ordentlig tone. Tre hold á tre mand, fire timer hver i dagtimerne og tre timer i nattetimerne. Dvs at vagterne ”ruller” en gang i døgnet, og der er rigeligt med frivagter, og at tørnen i byssen går på omgang. Det er superspændende med alt det elektroniske navigationsgrej og kommunikationsudstyr, ikke noget med at ligge og pejle alle mulige landkendinger, kigge i radar eller stå og blafre med en sekstant. Der skulle være fine muligheder for at lære at alt muligt, og jeg har da også taget nogle af bøgerne fra mit yachtskipper 3-kursus med – de, jeg ikke synes, jeg er mest stiv i, og som skal genopfriskes. Det ku’ være jeg skulle se endelig at få taget den eksamen …..

Prawle Point - Devon's sydligste

Dagen gik med blandet sejlads, krydsben og motorsejlads, men ud på natten luftede det. Vi rundede Lizard Point kl 0345, og kunne falde af på halvvind. Vi må have ramt en af de pokkers strømhvirvler, for pludselig styrede båden den ene og den anden vej – det var som at køre på glatbane om natten uden lys på. Det kom vi endelig ud af, og nu gik det, med god fart og tiltagende vind, ud i Atlanten. Da vi passerede Land’s End var der store, lange dønninger, og dagningen kom med 16 m/sek, bølger med skumtoppe, regn og hagl. På med linerne. Og så foldede Rosalina sig ud på en helt anden måde. Det store, tunge skrog reddede sig smukt i søen, og jeg skal hilse og sige, at det er en skøn fornemmelse at styre en 65-fods båd i hård vind med bølger på den størrelse – det er simpelthen det den er lavet til. Igen – det er altså noget andet end at ligge og suppe rundt i de hjemlige farvande. Også fordi man ved, at hvis man fortsætter ligeud er næste stop Amerika. Her skulle have været nogle barske billeder, men desværre var det altså bare ikke kamera-vejr!

Av-av, godt jeg ikke er en af dem ombord, der har det værst med søsyge. Der skal alligevel en del viljestyrke og humør til at gennemføre sådan en tur med brækposen klar, men det skorter det ikke på.

Jeg styrede hele vejen ind til ankerpladsen i St Mary’s Harbor på Scilly Isles. Det er en smal sag at navigere med kortplotter og GPS, men det er sgu alligevel spændende – ind ad en smal rende med forrevne klipper på begge sider, spejde efter bøjer i ringe sigt – der er meget der kan gå rigtig galt.

Jeg vil prøve at få lidt mere med fra Scilly Isles – men det bliver næste gang. 

Totnes, Drogo, Darlington

Totnes, Lørdag - Tirsdag

Rædsom togtur med uforskammet personale, aflysninger og en alt for stor taske. James hentede mig på stationen, meget dejligt at se ham igen, dejligt at se Kate og ungerne, som jeg aldrig har set. Vi kender hinanden fra Seattle i 92-93, hvor jeg tog min amerikanske master. Vi havde det fantastisk skæg sammen, og arbejde siden sammen et halvt års tid i København. Alt vel med ham, han er den samme og vores kontakt er den samme selvom de (også) har fået designer-brødrister og håndklæder der passer sammen. Han er i øvrigt Adams gudfar, og det er jeg stadigvæk meget glad for.

Dartmoor i baggrunden fra Castle Drogo's forplads

Drogo, Søndag 19/8

Jeg har i mange år meget gerne villet se et af Lutyens’ country houses – fra bøger har jeg glædet mig over hans rumlige kompositions-talent og nogle meget overbevisende planer, som handlede om noget helt andet end det, vi lærte på arkitektskolen. Det her handler i høj grad om at skabe stemninger, også gennem stoflighed. Jeg har altid været betaget af charmen i den arkitektur – en sen udløber af Arts and Crafts, aldeles befriet for den nogen gange berøvende modernistiske spartanskhed vi er (var?) så gode til hjemme. Uden tvivl dejlige huse at bo i. Husker nogen filmen ”Dora”?

Imponerende skulle det være!

Drogo er ”det sidste country house”. Huset blev bestilt før første verdenskrig, og da det endeligt stod færdigt midt i trediverne, så verden helt anderledes ud. Den helt store husførsels tid var ovre, de store landsteders verden var så godt som væk. Det hus der blev bygget, er da også kun ca 1/3 af det oprindeligt planlagte.

The Travelling Riseberos

Det ligger helt ensomt og uhyre skønt, i en dominerende position på en bakketop i kanten af Dartmoor. Dartmoor er et kæmpe naturreservat, hvor der græsser kvæg og ponyer, og hvor der tidligere har været omfattende minedrift efter tin. Turen dertil foregår ad ”country lanes”, som er meget smalle – ofte et-sporede – og har hække på begge sider, ofte op i fire-fem meters højde. Man kører således afsted, som var man i en labyrint, og da landskabet er meget bakket, går det op og ned og til højre og til venstre. Man aner ikke hvor man er, og kun en sjælden gang byder et led i hegnene på en mulighed for et hurtigt glimt af hvad der er på den anden side. Det er ikke rart og temmelig klaustrofobisk. Lidt på samme måde som jeg har det med Småland. Det er således ret overvældende at nå frem til slottet, som byder på udsigter over bakkerne helt til horisonten.

Terrasse-haven

Den slags huse har ofte et utroligt samspil med landskabet – også det helt nære, og Lutyens arbejdede i mange projekter sammen med Gertrude Jekyll, sin tids pendant til Lutyens indenfor landskabskunsten. Jeg kan nu ikke lige på stedet huske, om det er hende, der har stået for haverne her. Men bemærk hvordan det kuperede landskab er opbrudt og ordnet i vandrette planer, brugen af meget stoflige, ”uindustrialiserede” belægninger overfor plæner og terrasseringer, og bemærk ikke mindst de fantastiske stauder. Ja, det er altsammen en smule gammel-dame-med-nethandsker-agtigt, men prøv at se i gennem det. Rumligheden og noteringen af årstidernes gang – fornemt!

Granit og eg - og den store mand himself

Selve huset levede op til mine forventninger om mesterlig håndtering af materialer og rumlige sammenhænge. Men det er nu altså meget fremmedartet med en art deco-bygning med brystværn og andre middelalder-raffinementer. Bygherren var en self-made man, og hele projektet med at bygge sig selv en moderniseret middelalder-forhistorie, komplet med enorm sandstensløve over hoveddøren, virker sgu noget forloren – den fornemme arkitektur til trods.

Terrasse ved spisesal

Jeg håber I bærer over med min fagligt løsagtige sniksnak – kommentér gerne!

Drogos krocketbane. Fornemt. Et spil der tages alvorligt.

Totnes, Mandag 20/8

Lånte James’ mountainbike, og det var der for en gangs skyld brug for. Jeg skal love for at det går op og ned. Byen Totnes er angelsaksisk af oprindelse, og er anlagt på rygningen af en bakke, der skyder sig ud i floden Dart. Der er ikke længere til havet end at der er flod og ebbe her 15 km fra havet – endda op til tre meter! 

River Dart

Ensemble bag St Mary's

Tidligere har byen haft større betydning som havneby og handelssted, men floden sandede til (det viser dog sig at Poul Anker, skipper her på Roselina, har sejlet i coaster derop for ikke mindre end 35 år siden!). 

Kirkegården, St Mary's

Da normannerne erobrede England byggede de en fæstning her, og byen ekspanderede. Oprindeligt jordvolde og palisader, men i 1300-tallet blev det centrale fæstningstårn, ”the keep”, ombygget i den lokale sten. Oprindelig har det fmtl stået pudset.

St Mary's, koret

Totnes har de sidste år tiltrukket progresssive børnefamilier fra de store byer. Jeg skal love for at der er spelt på menuen, aldrig har jeg set så mange veganske coffee-shops, der er Steiner-skole og selv her om sommeren er der rigtig mange, der går i hjemmebanket filt.

Totnes Castle

Lige nord for byen ligger Dartington Hall – den ejes af et fond og har sommerskoler med musik – sådan en slags musik-højskole, lidt hurtigt forklaret. Alt sammen beliggende på et gammelt herresæde.

Vi er ikke langt fra Wales' skiferbrud

Dartington Hall

Byens afgrænsning mod landet er meget præcis, så straks man er ude af byen (og har fundet et hul i en hæk!) oplever man, at man virkelig er ude på landet. Det er først efter anden verdenskrig, at man er begyndt at bygge hovedlandevejene, så man må forestille sig at Devon og Cornwall tidligere virkelig har MEGET langt ude på landet – følgelig er der da heller ikke sommerhuse fra før da, og derefter har landskabsslove sikret mod opførelse af den slags.

Dartington Hall

River Dart - kan besejles ved højvande.

SÅ TIL SØS!

Line og jeg sad på Anholt Havn for fire uger siden og snakkede med Poul Anker. Endnu engang skulle han afsted på fantastisk tur med Roselina. Og der var mulighed for at komme med. Sidste gang vi snakkede om den slags, for tre år siden, var der mulighed for at sejle skibet fra Sydafrika til Trinidad. Jeg havde flere måneder efter et hul i maven - hvor ville jeg gerne have været med.
Turen i år gik fra Weymouth til Inverness vest om England og gennem den Kaledonske Kanal. Og der var pladser. Noget af det mest fantastiske sejlfarvand der findes. Scilly-øerne, Lundy, Wales, Isle of Man, Islay, whisky-øerne og til slut gennem Loch Ness.

"Du skal tage med", sagde Line.
"Bum bum bum", sagde jeg.

Hjem til København og finde ud af om det kunne lade sig gøre ift jobbet og på alle mulige andre måder. Det kunne det. Så Lørdag den 18. August tog jeg afsted.

Her vil jeg prøve at lægge billeder og kommentarer op, så kan de af venner og familie der har lyst, følge med. Og så selv vælge omfang, så jeg forhåbentlig vil kede jer mindst muligt med lange historier og lysbilledaftener.

Skibet, ruten og den daglige position kan ses her: www.roselina.dk 

Mere følger!