Weymouth – Scilly Isles

Det er simpelthen herligt det her!

Roselina er med sine 65 fod virkelig en stor båd. Stor – og tung og langkølet. Det er god nok noget andet end at fise rundt i Tages drage og lave lækre manøvrer ude på Sundet. En stokkonservativ træbåd, 26 år gammel og med kraftig ”Svanen-og-Thyra”-inspiration. Helt simpel, mahogni på eg, teakdæk, ingen varme, selvstyrer, bovpropeller og heller ingen elektrisk ditten og datten – WYSIWYG. Og MEGET køn og fornemt holdt – alt er absolut shipshape og til at bruge og til at vedligeholde. Motoren er fx ikke bygget ind under et-eller-andet motorhjelmsformet plasticpanel, der åbner sig med hydrauliske pumper – nix, her er et stort maskinrim med to rødmalede 80HK Ivecomaskiner, generator, arbejdsbænk og plads til at komme rundt med smørekanden. Rutiner om bord er fornuftige og velafprøvede efter de første 107.000 mil, alt har sin plads og er ikke særligt lystsejleragtigt – der er ikke noget Rungsted Havn her. Poul Anker tusser rundt i sit arbejdstøj fra Anholt-færgen og Carsten flanerer i Farvandsvæsenets outfit.

I kan se mere om skibet og hvor vi befinder os lige nu på www.roselina.dk 

Weymouth Old Harbour

Jeg gik ombord Tirsdag formiddag, men først Onsdag eftermiddag kom de sidste, som skulle med. Vi er ni voksne og en pige på otte. Weymouth er en af de store lystbådehavne på Sydkysten, men pga bådens størrelse ligger vi sammen med erhvervsfartøjerne, i den yderste del af havnen. Her er masser af måger, der bliver losset fisk og det er ikke mere nostalgisk tilbageførsel, end at jernbanesporene stadig ligger i asfalten. Lige omme bag kajgaden ligger ”Guildhall”, den afventer tilsyneladende restaurering. Bygget i portland-sten med ioniske søjler i fornem, sprød klassicisme, vel stærkt inspireret af Smirke’s British Museum, fremstår den som en herre i kjole og hvidt en morgenstund i Nyhavn 17.

Bli'r det værre?

På havnekontoret er de nærmest karikeret engelsk-venlige – der er ingen ende på hjælpsomheden. Vi brugte tiden på at proviantere til den store guldmedalje fra Tesco’s tørvare og rodfrugthylder, og kørte godt fem indkøbsvogne ned til båden. Alt blev stuvet, så det er aldeles sporløst forsvundet under dørk, i kistebænke og alle de sære hulrum, der er tilgængelige i sådan et skib. Besætningens sejlerfaring er noget blandet, så vi afgik først kl 6 Torsdag, for ikke at ligge og rode rundt ude i Kanalen midt om natten.

Guild Hall

Vi rundede Portland – ja, det er der, den sandstenen vi kender fra London er brudt, og ja, det er det sted, der gav navn til cementen – og gik vestover. Jeg har aldrig før sejlet i farvande med tidevand som her – lige nu 4m. Sejladsen skal planlægges ift til det; der er ingen grund til at bede om tre knobs modstrøm, hvis man kan få den med i stedet. I lodsen er der vist, hvor strømskel og hvirvler står, men vi fik uforvarende fedtet os ud i en ordentlige ”race”, og det skal man have respekt for – også i en 65-fods båd. Grim, høj skæv og uforudseelig sø fra alle kanter – det var bare om at komme væk igen.

Langt den overvejende vindretning på denne årstid er lige i næsen, hvis man skal WSW, og denne dag var ingen undtagelse. Vi havde planlagt et par dages sejlads på kryds og foran for tværs for at komme til St Mary / Scillly, men vinden skrallede. Det er en temmelig tung båd, det her, så der skal luft til, hvis den skal gå mere end fire-fem knob, selv med genua og mesan. Jern-genuaen blev sat, og kursen sat mod Prawle Point, hvor i øvrigt James og Kate har sommerhus.

Portland i dagningen

Der er lavet vagthold og –planer, og Poul-Anker er uhyre venlig og instruktiv. Altså ikke når det skal gå stærkt, så fejler temperamentet ikke noget, men alt i en ordentlig tone. Tre hold á tre mand, fire timer hver i dagtimerne og tre timer i nattetimerne. Dvs at vagterne ”ruller” en gang i døgnet, og der er rigeligt med frivagter, og at tørnen i byssen går på omgang. Det er superspændende med alt det elektroniske navigationsgrej og kommunikationsudstyr, ikke noget med at ligge og pejle alle mulige landkendinger, kigge i radar eller stå og blafre med en sekstant. Der skulle være fine muligheder for at lære at alt muligt, og jeg har da også taget nogle af bøgerne fra mit yachtskipper 3-kursus med – de, jeg ikke synes, jeg er mest stiv i, og som skal genopfriskes. Det ku’ være jeg skulle se endelig at få taget den eksamen …..

Prawle Point - Devon's sydligste

Dagen gik med blandet sejlads, krydsben og motorsejlads, men ud på natten luftede det. Vi rundede Lizard Point kl 0345, og kunne falde af på halvvind. Vi må have ramt en af de pokkers strømhvirvler, for pludselig styrede båden den ene og den anden vej – det var som at køre på glatbane om natten uden lys på. Det kom vi endelig ud af, og nu gik det, med god fart og tiltagende vind, ud i Atlanten. Da vi passerede Land’s End var der store, lange dønninger, og dagningen kom med 16 m/sek, bølger med skumtoppe, regn og hagl. På med linerne. Og så foldede Rosalina sig ud på en helt anden måde. Det store, tunge skrog reddede sig smukt i søen, og jeg skal hilse og sige, at det er en skøn fornemmelse at styre en 65-fods båd i hård vind med bølger på den størrelse – det er simpelthen det den er lavet til. Igen – det er altså noget andet end at ligge og suppe rundt i de hjemlige farvande. Også fordi man ved, at hvis man fortsætter ligeud er næste stop Amerika. Her skulle have været nogle barske billeder, men desværre var det altså bare ikke kamera-vejr!

Av-av, godt jeg ikke er en af dem ombord, der har det værst med søsyge. Der skal alligevel en del viljestyrke og humør til at gennemføre sådan en tur med brækposen klar, men det skorter det ikke på.

Jeg styrede hele vejen ind til ankerpladsen i St Mary’s Harbor på Scilly Isles. Det er en smal sag at navigere med kortplotter og GPS, men det er sgu alligevel spændende – ind ad en smal rende med forrevne klipper på begge sider, spejde efter bøjer i ringe sigt – der er meget der kan gå rigtig galt.

Jeg vil prøve at få lidt mere med fra Scilly Isles – men det bliver næste gang.