Scilly Isles

Hugh Town

Det er spændende at komme til et lille samfund, der ligger så fjernt fra alfarvej. Ligesom Christiansø eller Mykines. På en underlig måde er det slående, hvordan beboernes med vand og bådkyndighed minder om venetianernes. Scilly Isles består af mange øer, der ligger omkring et lagunelignende bassin ude i Atlanterhavet. De største af dem er beboede, i alt et par tusinde mennesker, og der er konstant sejlads imellem dem med alle mulige småfartøjer. Der er ikke en havn i den forstand, her er en enkelt stor mole i Hugh Town på  St Mary, hvor passagerer og varer fra Penzance sættes af, for så at blive fordelt videre ud på øerne. Hele den store lagune har mange beskyttede ankerpladser, hvor man ikke har problemer med at fortøje i de store tidevandsforskelle. 

"Cykelstativet"

Til enhver båd, der ligger for svaj, hører en jolle til at komme ud til båden med. De har det med både, som vi har det med cykler i hjemme København. Også vi fik vores jolle i vandet; det er en lille RIB-båd med 18 heste. Den går fint, og sidst jeg sejlede sådan en, var da jeg havde hyre på Southern Breeze lige efter gymnasiet. Men det sad i kroppen, så jeg har nydt at være chauffør, og fik mig da også et ordentligt sving ud i lagunen.

Hovedgaden

Fredag fes vi den af, og var ude at spise om aftenen. Den lille by myldrer med yachties, så hver anden på gaden er i fancy olietøj. Lørdag lejede nogle af os cykler, og cyklede St Mary rundt. Øen er timeglas-formet, og byen ligger på det smalle sted, så der er strand til begge sider. Den ene part af timeglasset er ca 1/4 af den anden, og rummer en fæstning, som samtidig med Christiansø. Granitten her er i en nydelig lysegrå, og pga det lune klima – her er palmer, selvom her er nok så barsk – er der begroninger, så stenen mange steder er helt lodden. Der er i øvrigt sukkulenter overalt. Turen er kort, det tog os tre timer inkl mange stop i maleriske vige.

Byggematerialerne er hovedsagelig den lokale granit og skifer fra Wales. Næsten hele Hugh Town er i to etager, og alle fritliggende huse er længehuse med skorstene i gavlene og med ganske små vinduer. 

Huse, der er bygget til at holde i et klima, hvor alle de forreste træer mod vest ligger hen ad jorden. Her er meget frugtbart, og udover lidt fiskeri og selvfølgelig turismen ser produktion af blomsterløg ud til at være det store nummer. Hele balladen hører under hertugdømmet Cornwall, så mon ikke det hele er leasehold. 

Her er ikke sommerhusområder eller blot sommerhuse, og mon ikke affolkning er et problem ligesom på småøerne hjemme? I hvert fald virker det som om at den udvikling, der nu må foregå, er kontrolleret og afstemt med lokal skik. I stenalderen har øerne været landfaste med Cornwall, og der ses fundamenter af meget velbevarede stenalder-bopladser. Og langdysser, ganske som vi kender dem hjemmefra.

lokal bådtype - bemærk benet!

"Red Wing"

Indsejlingen - ikke morsom i kuling og dårligt sigt

Breakwater - bemærk tidevandsforskellen

Hvor længe mon det har siddet der?

Fiskerens skur

Batteri i fæstningen

Mandag den 27. 0800

I skrivende stund sidder jeg nede i salon’en på højde med Anglesey, og vi er stadig for nordgående. Kl er otte morgen, og vi afgik for 24 timer siden fra Scilly. Det kuler, vi er på kanten af de 20 m/sek. Det er blæst op gennem det forløbne døgn – heldigvis lige i ryggen, så efter en dag med først spilet genua, så spilet fok med et reb i storen til nu kun store med et reb, buldrer vi derud af på en rumskøds op gennem Celtic Deep og det Irske Hav.

Øst for Scilly - og så nordpå!

Vi måtte ærgerligt nok sejle forbi Lundy Island, som jeg ellers rigtig gerne havde besøgt, fordi opankringsmulighederne er tvivlsomme i denne vind. Det betyder at et par mand, dvs selvskrevet Poul Anker, skulle blive ombord på ankervagt, og vi andre så i land i gummibåden i kuling og regn. Måske heller ikke den mest indbydende måde at være turist på. Det må desværre blive en anden gang. Jeg husker et interessant opmålingsprojekt for 2.-årsstuderende på Arkitektskolen i Aarhus, som vistnok Tine Nørgaard var ankermand på.

Næste stop skulle så have været Caernarfon, hvor vi skulle se en af de uhyre velbevarede borge, som englænderne byggede i 1300-tallet for at sikre herredømmet over Wales. De er kommet på UNESCO’s verdenskulturarvsliste, og det plejer at borge (undskyld) for interessante oplevelser og måske også nogle formidlingsmæssige greb, som man kan lære noget af. Men her er der guddødemig heller ikke nogen havn, i hvert fald ikke nogen der kan klare en båd i vores størrelse. Og vi har ikke lyst til at gå ind under kysten i det her møgvejr for at se efter, med udsigten til at skulle krydse ud igen med uforettet sag.

Bestiklukaf'et agter

I nat havde vi en utilsigtet bomning, og med grej af den størrelse, vi opererer med her (storsejl ca 100m2), er det ingen spøg. Det giver et voldsomt ryk i den stående rigning, som i værste fald kan gå over bord, og forårsager et stort drøn igennem hele skroget. Vi kom tilbage på rette halse igen, men først senere blev det opdaget, at de fire skruer, der holder løjbommens stopklods, simpelthen var blevet kappet over, og at klodsen (heldigvis) lå på dækket. Og skruerne var da ellers nogle betragtelige bamser. Nu er det jo ikke for ingenting, at der er to maskinmestre ombord. Der blev pakket en pøs med boremaskine, skruetrækkere, tænger, skruer og nedstryger, og så på dæk. Midt i mørke, søgang og skumsprøjt gik de i gang med at få de knækkede skruer ud, finde nye der var for lange, og følgelig måtte afkortes med nedstryger, og samle hele skidtet igen. Alt under afslappet, gemytlig samtale, som sad vi hjemme i køkkenet og snakkede om affaldssortering. Respekt, Poul Anker og Carsten, I er sgu et par hårde gutter. Og jeg fik med Elisabeths mellemkomst føjet ”ornepik” til mit ordforråd. Og ellers fik vi revet alt muligt ud af storsejlet og knækkede en aksel i et af de store spil.

20 m/sek på læns i Irske Hav

Tørnen veloverstået, er det skønt at hoppe i køjen, ned i min dyne hjemmefra. De første nætter har jeg ikke sovet særligt godt, og nærmest betragtet min køje som en rekvisit fra en Tati-film: Den er ca 220 cm lang og ca 55 cm bred. Points for længden, men jeg er sgu været glad for ikke at være bredskuldret. Men på en rejse som denne, hvor vi ruller kraftigt, er jeg blevet meget glad for den – det er bare om at kile sig fast, og så gå ud som et lys.

Nå, men der bliver altså ingen svinkeærinder på turen her - vi går direkte mod Isle of Man over Carnarfon Bay. Det giver så et ben på 260 mil, som vi forventer at klare på ca 30-35 timer, og så er vi kommet godt nordpå. Og det er nok her det mest interessante på turen ligger; Islay, Arran, Kintyre, Jura, Mull, Ben Nevis og Oban. Stor skønhed og interessante sejladser – tidevandshastigheder på over fem knob, et hav af skær og grunde, men også den helt store natur og isolerede ankerpladser. Måske vi skal smage et glas whisky også.

Jeg må i øvrigt konstatere, at jeg er heldigt udstyret ift søsyge. Jeg har ikke rigtig været søsyg. I aftes lavede mit vagthold middag, og da stod jeg en time i byssen og kokkererede i 15 m/sek. Folk, der den ene dag ingen har spist, sidder hensunkne, resignerede, blege og med matte øjne, for efter en pille at være helt sig selv og på toppen igen. Moderne piller og plastre er tilsyneladende en fantastisk opfindelse – siger jeg, der havde en barndom på Postafen!