Fredag den 31 August kl 1000, Irske Hav

Poul Anker til vejrs

Så er vi atter på søen; kastede los efter morgenmad, og går nu nordpå fra Douglas på Isle of Man. Først til en rende gennem revet nordøst for øen, så vestover klar af Mull of Galloway, og så nordover gennem farvandet mellem Irland og Skotland, North Channel. Vi er stadig i læ af øen, og går for motor. Sigtet er godt, og når vi er klar af Man’s nordspids skulle der komme 12-14 m/sek fra SW, så det skulle blive en helt perfekt tur på ca 24 timer.

Vi ankom til Douglas sent Mandag aften efter at have udsejlet 258 mil på 36 timer, og fik anvist en sølle plads i yderhavnen, hvor der var dybde nok til at vi kunne flyde ved lavvande. Inderhavnen, som har sluser var ikke uddybet for nylig. Så i de tre et halvt døgn vi har ligget her, har der været vagt døgnet rundt til at passe fortøjninger. Jeg sjusser tidevandsforskellen til seks meter, størst i går ved fuldmåne, så der har skullet slækkes og totnes mindst hver anden time.

Sejlmagerarbejde

Tirsdag formiddag gik med klargøring af skib. På dæk kunne vi konstatere at mange af storsejlets slæder i mastesporet var rusket itu, de måtte ud og erstattes. Nogle extra blev bestilt fra fastlandet, og så ellers frem med sejlmagerværktøjet. Under dæk blev alt vasket, tørret og luftet, lakerede flader over og under dæk tørret af osv. Stor fælles frokost på dæk, og så på opdagelse i Douglas – som ikke er noget særligt. Den er hurtigt overstået. Tøj til renseri og andre af den slags ærinder. Ud at spise om aftenen på restaurant, billard og bajere bagefter. Damerne vandt til deres højlydte og (helt bogstaveligt talt) udelte fryd i pool, og så hjem og dodo.

Frokost efter klart skib

Rushen Castle

Rushen

Øen har meget smukke landskaber – bjerge, der ruller afsted gennem terræn’et i op til 6-700 meters højde og stejle klippeskrænter i havet. Først og fremmest var hele Man-oplevelsen præget af TT-løbet (Tourist Trophy), der er et mekka for motorcyklister fra hele verden, og har lange traditioner bagud. Det køres på offentlig vej, som afspærres i de 14 dage begivenheden varer – altså noget i stil med Classic Grand Prix i København, bare på en helt anden skala. Så der er motorcykler overalt med samt deres læderklædte ejermænd. Fra de nyeste hotte BMW’er og Ducatier til Matchless og Velocetter. Turismeindustrien er stærkt præget af begivenheden, som vel er ”Øens Event”, og den har en stærkt teknologi-nostalgisk vinkling – lige noget for teknisk anlagte typer, af hvilke vi har et par eksemplarer ombord. Der er fx bevaret en række jernbanestrækninger, der betjenes af de oprindelige damptog, og ligesådan med sporvogne. Det er lige noget for gutterne her, så Onsdag var vi afsted med damptog (med Lumbye i baghovedet) og Torsdag med sporvognsbanen.

The keep, Rushen

Gotisk sandstensoverligger

Onsdagsturen gik til Castletown i øens sydende, hvor Castle Rushen ligger. I toget delte vi kupé med en dame, som meget elskværdigt besvarede vore spørgsmål, og som endda havde haft sin barndom på slottet, hvor hendes far havde været forvalter. Hun besvarede venligt og beredvilligt vore mange spørgsmål. Slottet er i sig selv et interessant bygværk, men det er også meget interessant, fordi det aldrig har været i alvorligt forfald. Det har været i brug siden opførelsen, først som bolig og borg, siden til officielle funktioner og sidst fængsel, inden det blev åbnet for offentligheden. Det er således en helt anden situation end fæstningen i Turku, som jeg besøgte i Maj – den er smukt og meget poetisk istandsat, men stramt styret efter arkitektens kunstneriske øje, snarere end en mere narrativ synliggørelse af bygværkets udvikling gennem tid. Castle Rushen har gennemlevet en udvikling fra det oprindelige voldsted med palisader i træ, opført af vikinger, og videre til borg i sten opført af kongerne af Man ca 1300. Et skoleeksempel som vi kender fra Banister Fletcher, med en vældig fem-etages ”keep” og ringmur. Uden at utydeliggøre denne oprindelige struktur, er der senere blevet bygget til og suppleret med funktioner. Det sidste addendum er fra ca 1750, og er holdt i samme sten som det øvrige anlæg, som hele vejen igennem er i samme sandsten.

Elisabeth foldede sig ud med en middag på højt niveau. Det skal i øvrigt retfærdigvis siges, at når vi er i søen, er Poul Anker virkelig god til at gå ned og skramle med gryderne en halvtimes tid, for så at servere en lækker ret, der kan indtages i søgang med ske, og som man bliver dygtigt mæt af. I hvert fald i rejsens begyndelse var han den eneste der kunne, men nu er vi flere der har fået søben.

Castletown, lavvande

Det er i øvrigt blevet betydeligt koldere, og jeg ærgrer mig over at jeg i sidste øjeblik tog mit vinter-løbetøj op af tasken – det havde været rart at have som inderste lag nu. Jeg har måttet købe vintersokker, termo-underhylere og en kraftig fleecetrøje á la Frede Fritid. Men den er varm og rar at have på, og den tørrer på nulkommafem. Jeg må også have mig nogle sejlerhandsker; nattevagterne er kolde med våde fingre.

Castletown. For en gangs skyld en motorbåed der duer!

Onsdag hen under aften havde jeg en 16km løbetur sydpå fra Douglas ad kystvejen. Kysten er dramatisk med stejle bjergsider direkte ned i vandet, en sjælden gang afbrudt af små vige. De ældre huse er alle modellen med skorstene i gavlene, ofte i to etager, lagt underligt uformidlet som isolerede klodser i landskabet, nogle gange med stendiger omkring. Store dele af landbrugsarealet er inddelt af diger i ganske små marker, og deres alder er uvis. Det forlyder at da vikingerne erobrede øen, overtog de simpelthen skellene fra kelterne!

Mt  Snaefell

Der ordnes muslinger på kajen

Torsdag tog vi sporvognen – eller som det hedder her ”electric railway” -- til Laxey, nord for Douglas. Det var meget koldt, og for at sætte trumf på brød motorvognen sammen (den var fra 1905), og det trak pinen endnu længere ud. I Laxey skiftede vi til ”mountain railway” (endnu en sporvogn), som fortsatte til topppen af Snaefell, det højeste bjerg på øen. Det kræver ikke den store etymologiske indsigt at se hvorfra det navn har sin oprindelse. Her er generelt en stor veneration for den nordiske påvirkning og egenart, tilsyneladende uden at være i konkurrence med den, der er for den keltiske. Manx (adjektivet til Man) keltisk er åbenbart tættere på det skotske keltiske en det walisiske, men er dog uddødt som ”first language”. Ikke desto mindre er officiel skiltning tosproget. Turen op til bjergtoppen var meget flot; op gennem en lang dal, hvor vi tydeligt så de allestedsnærværende ældgamle markskel samt indgange og gamle hejsetårne til nu nedlagte bly-, sølv- og tin-miner. Vejret var med os – det var helt klart og koldt, og man kunne se vand hele vejen rundt; ret imponerende, da øen trods alt er 50 km fra nord til syd. Irland i vest, Skotland i øst – storslået!

Ellen, bygget i Langør, nu af Belfast

I løbet af dagen havde tidevandsforskellen været så stor, at det var en akrobatisk øvelse at komme ombord og gå i land. Elisabeth var blevet ombord hele dagen, dels for at passe fortøjninger, dels for at pusle om gryder og læse. Hun og Poul Anker havde aftenen før krejlet sig til nogle krabber og fire blåhummer, og dem var der blevet kræset om. Det blev til toast med krabbesalat og paella med hummer og krabber. Meget ambitiøst og meget vellykket uden videre anledning. Efter middagen begyndte fiskerne at komme ind og losse på kajen ved siden af os; sæk efter sæk med kammuslinger blev hevet op. Det var ikke de meget store kammuslinger vi som regel får hjemme, men nogle mindre og langt mere delikate. Der var godt humør over hele linien, og vi fik en halv sæk foræret. Og så blev der ellers gort muslinger klar på kajen, så de kunne fryses ned og bruges de næste dage. Den sidste båd der kom ind hed såmænd Ellen og var fra Belfast. Dens linier var underligt hjemlige, og det viste sig at den da var bygget i Langør. Der er åbenbart bifangst af det ene og det andet, som ikke regnedes – ”do you want some fish?! – Yes please!”. Og vi fik foræret en pose blandet pighvar, rødspætte, hvilling og rødspætter. Og så åbnede vi nok en øl, og gik i gang med at gøre dem klar, og var først færdige ved midnat. Det var så det gode ved at ligge det elendige sted!

Lørdag den 1. September, Port Ellen, Islay

Norpå fra Isle of Man mod Ramsey-strædet

Fin sejlads fra Douglas om morgenen. Vi havde vagten fra 14-18, dvs at man står for middag inkl oprydning. Allerede kl 16 gik jeg fra på dæk, og afførte mig olietøj og yderste varmelag. På sådan en tur ligger de, der ikke er på vagt, og døser og læser i deres køjer; i hvert fald kunne jeg rumstere frit i salon’en. Jeg slog brød op og lavede middagsmad, ”penne alle vongole” med kammuslinger og hvillinger fra i aftes i hvidvin osv. Salat af spidskål. Utrolig dejlligt at gå og tilberede et godt måltid i den meget rummelige salon, i søgang langt fra alting i den der lilleverden. Desværre var der dårligt sigt og byger, så Ramsey Strait mellem Irland og Skotland, som kun er 11 mil bredt, fik vi ikke set meget af. Også Mull of Galloway skimtede vi kun, men det vi så, så dragende ud. Vi anløb Port Ellen kl 0215 uden videre begivenheder – lykkeligvis ved en pontonbro. Det viser sig så, at her er tidevandsforskellen kun 60 cm …. det fænomen må vist studeres nærmere. En øl og i seng.