Og her så et kort:

Vis Roselina-togt 2012 på et større kort

Onsdag den 6. September, Corpach

Den kaledonske kanal er et mægtigt bygværk, som sammenkæder rækken af søer, der ligger i ”the great glen”, den geologiske forkastning, som strækker sig tværs over Skotland SW-NE. Hele kanalens længde er små 100 km, hvoraf søerne udgør de 65. Den mest kendte er Loch Ness, som er ca 40 km lang, og kanalen har i alt 29 sluser. Kanalens bygmester var Thomas Telford, en af den nye tids mænd, som stod for et hav af vejanlæg, kanaler og broer rundt om i hele Storbritannien, og den blev taget i brug i 1822. (Jeg kan i øvrigt varmt anbefale Paul Johnson’s ”the birth of the modern”.) Kanalens oprindelige formål har, som i øvrigt Kielerkanalen, været strategisk – man har villet kunne flytte flådefartøjer hurtigt og sikkert fra Nordsøen til Vestkysten, uden at skulle gå gennem det vanskeligt befarbare Pentland Firth hele vejen nord om Skotland. Dens strategiske rolle var pga skibstypernes hastige udvikling i det væsentlige udspillet, da den efter 19 års arbejde endelig var færdig, men den har haft stor rolle for samfærdslen i Skotland i 1800-tallet.

Neptune's Staicase - oprindelige bygninger, 1820

Nå: Formiddagen gik med at komme fra bassinet indenfor den første sluse op igennem de otte sluser, der ligger lige i rap som en trappe med i alt 22 m stigning – Neptune’s Staircase. Efter et par stykker har man fattet manøvren. Vejret bedredes i løbet af formiddagen. Viddet herovre siger at der er to slags vejr i Skotland – ”wet rain” og ”dry rain” og at Skotland er uhyre smukt – når man altså kan se det. Planen var at bestige Ben Nevis, men da vi endelig nåede frem til det punkt på dagsordenen, måtte det blive en reduceret tur med skilift op ad bjerget, og så gå til fods ned igen. Der havde hele tiden været skyer omkring toppen, så den fantastiske udsigt, der skulle være, havde jeg ikke store forhåbninger om at opleve. Derfor renoncerede jeg, og fik ordnet vasketøj og en tog en tur ind til Fort William. Nogle af de andre tog op på Ben Nevis, og det gik da hverken værre eller bedre, end at solen fik varmet skyerne væk ud på eftermiddagen, og de havde haft en storslået oplevelse. Det er der en ud af ti dage.

Neptune's Staircase - hele rækken

Storslået var min oplevelse nu ikke ligefrem, men det var da sjov at se Fort William. Der er et lille bymuseum, fuldstændig som Viborg, Holbæk, det nu hedengangne Steenstrup og hvad de nu hedder derhjemme; redskaberne, stofferne, de udstoppede fugle og gamle våben er bare nogle andre her. Meget betryggende, men alligevel instruktivt. Jeg var godt klar over, at der havde været en del konflikter mellem den engelske krone og skotterne, og det er ærligt talt et noget uigennemskueligt forløb, hvor retten til tronen, den skotske såvel som den engelske, religionen og det strategiske spil overfor resten af Europa er blevet filtret dygtigt ind i hinanden. Det må vi få Troels til at udrede en aften. Jeg kan i hvert fald meddele, at Fort William (og også Fort Augustus, som kommer længere op ad kanalen) har navn efter en fæstning, som englænderne opførte i forbindelse med højlændernes revolter i første halvdel af 1700-tallet anført af Bonnie Prince Charlie. Hovedgaden i Fort William er præget af forretninger med fritidstøj, altså alt godt til Frede Fritid indenfor mikrofibertrøjer, vandrestøvler og regntøj. Det er fuldt forståeligt med det vejr, der er her. Men byen er også centrum for al mulig udendørsaktivitet som mountainbiking (man tager skiliften op ad Ben Nevis og kører ned ad småstier – hu hej) og kajakroning.

Uglerne tudede i Corpach

Der er også mange forretninger med uldprodukter – tweed fra Lewis og Harris, plaider i tartan klan-mønstre og kilter med hele udstyret (på en eller anden mærkelig måde kunne jeg godt se min ven Martin i sådan et højlandskostume – øh?!). Tartan vævningerne er helt forrygende – nogle er smukke, mange grimme, og nogle så fantasifuldt hæsligt komponerede, at de ligesom kommer ud på den anden side, og er meget smukke. Det er dog begrænset hvad man ser af tweed. Det er i sin oprindelige form vel blevet erstattet af al det her fritidstøj. En ældre ekspedient hos Brødrene Andersen tog sig, da jeg var ung, tid til at forklare mig om tweed, og ikke mindst vise mig et udvalg af de bøger med tweed-prøver, de havde liggende fra 50’erne (gad vide hvad der er blevet af den slags?). Hovedparten var helt forrygende hæslige, og kvaliteterne meget kraftige -  som ekspedienten forklarede det, var idéen med tweed, at landmanden kunne have en jakke, der holdt tæt i regnvejr, som han kunne bære en mursten i i hver lomme, og som bevarede faconen, når den var tør igen.

Og ellers en tur på den lokale pub  i – lang snak med en herre, der havde med dykning på store dybder at gøre; altså den type opgaver, hvor dykkerne bor inde i tryktanksanlæg i måneder af gangen - "saturated diving". Interessant. På vejen tilbage til skibet så jeg fuglekonger i flok, der sværmede omkring frugtbuske. Middag ombord og tidligt i seng. Ugletuden.

Torsdag den 7. September, Corpach – Fort Augustus

Tjenesteboliger fra kanalens renovering i 1913 

Vågnede i meget ”wet rain”, morgenmad, og så rengøring af skibet fra for til agter, over og under dæk. Afgang ved 10-tiden op ad kanalen. Det er vådt og trist, og om formidddagen vurderede jeg, at der var nok på dækket til at klare manøvrerne, og sad lunt og tørt nede i salonen’en med den store petroleumslampe tændt, og ordnede løse ender, og skrev på dette. Senere på dagen blev vejret noget bedre, og da vi gik gennem Loch Oich var det blevet nogenlunde. Der fulgte en del kanalsejlads, og i lange stræk var der store træer helt ned til bredden – alle spor af pramdrager-stier er væk i dag. Vi passerede adskillige drejebroer og mindre sluser. Alle smiler og vinker til os, når de ser det smukke skib, og sejltosser og bolværksmatroser tager billeder. Loch Oich var kanalens højeste vand, og herefter begyndte nedstigningen mod Nordsøen. Vi sluttede dagens sejlads med en slusesekvens med fem bassiner i Fort Augustus. Her er et museum om Nessie – ejendommeligt med et museum om noget, som ikke eksisterer. Det minder mig lidt om den sten i Trundholm Mose, der fortæller af 200 m derfra blev Solvognen fundet – en non-event i særklasse. På pub og spise, Lagavulin, øl, dart og billard bagefter. Vi er ikke blevet bedre, kan det konstateres.

Fredag den 7. September, Loch Ness – Inverness

Loch Ness

Castle Urquhart

Sov til ni, ein bisschen Kopfweh. Bad og så afgang ud på Loch Ness. Dejligt vejr – eller der var i hvert fald blåt på himlen. Festlig sejlads med F-18 fly pibende på langs ad søen i lav højde. Kaffe og chokolade på dæk. Cadbury’s den lilla med nødder og rosiner. Det er stort set første gang, at turen har nærmet sig den beskyttede sejlads, vi kender hjemmefra – ikke noget med et stort og brutalt Atlanterhav, som sætter grundstemningen med fri indblæsning fra Amerika. Vinden atter agter, vi satte fokken og gled op til Castle Urquhart, hvor vi lagde til ved en lille bro og gik i land. Det ligger uhyre pittoresk på et lille forbjerg ud i søen, og her myldrede med turister, så det slet ikke var til at komme frem. Ikke underligt at golf oprindeligt er et skotsk spil; de har simpelthen en ting med plæner her: Alle grønne arealer indenfor monumentområdet er omhyggeligt tættrimmede – det er underligt uvant; helt i modsætning til karskheden fx ved anlæggene omkring Kalø, Hammershus eller Dannevirke med deres lange græs. Det bliver ligesom alt for friseret. Frokost her og så videre gennem den lille kanal, der forbinder Loch Ness med Inverness. Vi håbede at nå helt frem til Inverness den dag, men den næstsidste bridgekeeper var gået hjem, da vi kom frem. Vi lagde til, og håbede at komme gennem broen inden myldretiden, måske allerede kl 0700. Kedeligt sted at fortøje den sidste aften. Poul Anker brillerede med bullerbæs af fryserbundfald, det var himmelsk. Spritskabet blev endegyldigt tømt, og så tidligt i seng.

Lørdag den 8. September, Inverness – Aberdeen

Roselina ved Castle Urquhart

Tidligt op og komplet hovedrengøring af hele skibet; fribord vasket, dæk, alt over og under dæk tørret af med våde klude, køjer ud og støvsuge, frostbokse og viktualiekasser, selv vask af skibets viskestykker, klude og håndklæder blev der tid til; sågar under dørken blev der støvsuget. Alt imens vi ventede på brovagten, som først var kl 0830. Men vi var vel forberedte – på forkant med rengøringen. Vi kom igennem, havde en kort kanalsejlads, og så gennem de sidste fire slusekamre, inden vi løb ud i marinaen, som ligger bag ”the sea lock”. Stor kedsommelig marina. Der var et enkelt hængeparti med rigningen, muligvis et resultat af vor voldsomme slasken med rigningen, da vi lænsede mod Isle of Man, muligvis afstedkommet at balladen med bomdirken ved anløbet af Tobermory: Bagbord øverste salingshorn på stormasten gabte for, og var løs. Jeg tror at det bare lige så stille var kommet af sig selv. Det var noteret og diskuteret, og var et problem, hvis løsning lå udover hvad jeg kunne byde ind på. Ukuelige Poul Anker gik til vejrs i bådsmandsstolen med en pøs med værktøj. Jeg tror det var ham inderligt imod, ikke at aflevere skibet fuldt funktionsdygtigt. Med Carsten som back-up ved filebænken i maskinrummet, var det blevet mit indtryk, at intet problem ombord var uoverstigeligt. Poul Anker tilbragte fire stive timer i bådsmandsstolen med en række fyndige kommandoer til dæk, herunder hejsen mange forskellige værktøjer op og ned i liner, og ved mellemkomst af ornepik og en række andre unævnelige værktøjer i maskinrummet (med samt en taxatur til den lokale rigger, som var uhyre velvilligt indstillet, især i betragtning af at eftermiddagen bød på landskamp for Skotland), lykkedes det da også. Stor succes.

en sailor går i land

I mellemtiden var jeg og enkelte andre ikke-tekniske typer draget af, for at få en fornemmelse af Inverness på to timer. Synd og skam ikke at kunne ofre den mere, for også den virkede, som om at det var en by, der fortjente mere opmærksomhed. De gader jeg nåede at se, viste en provinsby i to etager med arkitektur af meget god kvalitet; i centrum et kompleks af gader med bygninger i fin victoriansk klassicisme. Jeg har forstået det sådan, at der er rigtigt mange britiske provinsbyer (i flæng Manchester, Liverpoool, Edinburgh, Bristol, Bath, Portsmouth osv), som har været vanvittigt rige ift hjemlige forhold, og har rigtig meget arkitekturhistorisk interessant at byde på. Skal man sammenligne med danske provinsbyer, er det meget beskedent, hvad der er at byde på. De engelske provinsbyer har simpelthen været nogle af verdens centre dengang. Se fx Ellings bog ”klassicismens fyenske borgerhuse” – det er groft sagt en hoben usle men charmerende rønner i sammenligning. Vi skulle afsted kl 14 med taxa-bus til Aberdeen for at nå flyet hjem til København. Det var alt sammen blevet aftalt aftenen inden, og alt skulle være såre godt. Så vi var helt klar; skibet rømmet og bagagen linet op på kajen, da det hjemgående hold overtog Roselina, for at sejle hende over Norsøen til Thyborøn, og så videre gennem Limfjorden til Egaa, hvor hun har hjemme. Der havde indfundet sig et formidabelt højtryk, med vind fra SW drejende S, så jeg var noget misundelig efter lavtrykket, som havde fulgt os fra Scilly Isles til Hebriderne. De må være midt Nordsøen her Søndag aften, og har givet en smuk tur.

Fornem provins-arkitektur i Inverness

Men så var der lige det med taxaen. Her gik det galt. Meget galt endda. Den dukkede rettidigt op, og chaufføren, iført dråbeformede spejlglasbriller, kunne med slet gedulgt skadefryd berette, at turen til Aberdeen ikke tog, som oplyst af hans selskab, 1½ men 2½ timer. Jeg sad bag ham i bilen, og noterede mig, at på hans taxaførerbevis, som sad i solspejlet, lignede hans billede en knödel med to knappenåle for øjne. Tillige virkede han rent ud sagt dum. Han var dog indstillet på at nå det, og han var også bestilt betids, så vi havde noget tid at løbe på. Vi kørte således noget pressede, men i rigtigt smukt landmandsvejr ud ad Banffshires smukke veje gennem høstlandskabet, indimellem i kø bag forskellige imposante høstredskaber. Og så var der trafikuheldet. Heldigvis gik det os forbi, men hovedejen var blokeret, så vi måtte om ad småvejene. Og chaufføren anede ikke hvor han var. Han havde hverken kort eller GPS. Der spildte vi rigtig meget tid. Der blev handlet på situationen, og SAS var så flinke at holde flyet tilbage i 10 minutter, men vi nåede det bare ikke. Så der stod vi slukørede i Aberdeen lufthavn, 20 min før flyet skulle gå, og vi kunne bare ikke komme med.

Vi diskuterede den ene og den anden måde at komme hjem på, og konkluderede at det ikke kunne lade sig gøre uden en overnatning i Aberdeen. Margaret Thatcher-typen ved SAS-skranken viste sig, da det kom til stykket, meget hjælpsom (selvom Poul Anker indledte med f-ordet), og fjongsede os en rimelig indkvartering på et lufthavnshotel. Det mindede om Koppels KUA, og får Kastrups Hotel Bel Air til at virke nærmest arkitekttegnet. Efter et par timer på computeren, fik vi ambligeret en tur via London Gatwick og så med taxa til Stansted, hvorfra vi fløj til Sturup. Og så fra Sturup med bus til Københavns Hovedbanegård.

Søndag den 9. September, København.

På hovedbanen sagde vi så alle farvel, og jeg traskede hjem med min taske på nakken. Carsten hævder at have gemt en Lagavulin, vi skal drikke til sommer. Jeg glæder mig. Hjemme var alt shipshape a la Poul Anker, og de andre på Anholt. Katten var sulten og kælen, Line har malet et af ungernes værelser, men her er underligt tomt. Har pakket tasken ud; det hele lugter af båd på den rigtige måde. Ærgerligt at jeg missede min søndag i ophøjet ensomhed i slåbrok, men sådan går det. Har pakket ud og glæder mig til at Line og ungerne er hjemme igen.

Konklusioner? Lykkelig over at min kloge kone prikkede til mig, så jeg kom afsted. Båden? – tjah, inden vi gik i rum sø, kunne vi have brugt en dag på en trekantbane på at øve manøvrer, og sikre at alle havde forstået alt, så skarpe situationer (men dem var der nu ikke mange af), på forhånd var afmonteret. Roselinas koncept er på mange måder en RORC cruiser/racer fra 1960 – langkølet og altmodisch. Hun er et smukt skib, der får velhagsytringer overalt, hvor hun kommer frem. Det havde nu også været sjovt at gøre rejsen i fx en Swan 57, der er mere sikkert letstyret og livlig, og som skærer højere.  Det havde måske også været rart, at kunne styre fra en mere beskyttet position, uden at der ligefrem skulle gå motorsejler i den. Men sikke en fantastisk tur det har været. Det har været vildt spændende at være i et sejlfarvand med så stort format, og at opleve rigtig havsejlads i et så stort fartøj, og det har givet mig mod på at oplevet meget mere af den slags. Det har været instruktivt at håndtere så svært grej, og at arbejde med så stor en sejlføring. Kulingen fra Scilly Isles til Isle of Man havde vi også fint klaret i en 35-fods, omend med mere drama – afstanden mellem søerne ude på det store hav er langt mere velivillig overfor skib som gaster, end den er i Kattegat - hvis man har maven i orden. Og jeg har lært, at der er mange, der er slettere stillet end jeg er, hvad det anbelanger. Er jeg frisk på en ny tur? Ja for Fanden! – rundt Svalbard eller gennem Magellan-strædet (der skal lige lidt mere termo-undertøj og en regederlig offshore-jakke til!); skibet kan hvad som helst, og jeg er på. Måske familien kan lokkes med på en Limfjordstur, sådan ligesom for at få dem i gang?!

Tak til Roselina, Poul Anker og alle de andre, der var med, med samt ikke mindst ejerkredsen bag Roselina.

Slut på historien. Følg med i det fortsatte eventyr på www.roselina.dk .

End key.

Mandag den 3. September 1900, Tobermory, Mull

Fra koret i kirken

Gåtur rundt på Iona i tungt gråvejr. Den hellighed, som øen – ifølge Michelin-guiden – i sig selv skulle udstråle, fornemmede jeg nu ikke, og landskabeligt var det ikke overvældende. Vejret har rigtig meget at gøre med den oplevelse. Det er OK at det er gråt – jeg begynder at få øjnene op for det forfinede farvespil i det grøn-grå-blå spektrum – men dårligt sigt, det er nu trist. Anyway: I 1100-tallet blev det kloster, som vikingerne havde hærget i 700-tallet, retableret og udbygget yderligere gennem de næste 300 år. I øvrigt skulle der være 40 konger begravet her fra Irland, England og Skotland. Det var i sin tid et stort pilgrimssted i den angelsaksiske verden. Klosterfunktionen ophørte, og klostret og dets kirke forfaldt, og havde nærmest været ruin sidst i 1800-tallet. Det blev restaureret dengang i tidens smag og stil, i en slags romansk romantik, så hårdhændet som havde vor egen Storck stået for det. Der er en del dagturisme på Iona á la Christiansø, og kirken er et af hovedmålene. Færgen fra Fionnphort går hver anden time, og turen over det smalle sund tager 15 min. Et større tysk rejseselskab var til min ærgrelse i kirken samtidig med mig, men da de pludselig afsang en salme, vi også kender hjemmefra, endda flerstemmigt og meget fornemt, mildnedes min stemning for dem.

Altid friskt med en tur i jollen!

Tobermory - inspiration til Jullerup Færgeby?

Krogen op ved middagstid, og så videre nordpå til Staffa, hvor Fingal ifølge legenden skulle have haft sin hule. Der er nogle særprægede basaltformationer i klippen, heraf øens navn, som vikingerne gav den. Vi havde håbet at kunne gå i land med jollen; der er ikke en egentlig anløbsbro men blot en ubeskyttet betonkaj, man kan lægge jollen langs, og så springe i land. Søen var temmelig livlig, og skibet kunne ikke ligge ordentligt beskyttet, så nogen skulle blive ombord. Da det så samtidig øsregnede, opgav vi, og gik direkte videre nord om Mull til Tobermory. Vejret helt gråt i gråt, ringe sigt og regn, vindstød i hård kuling-styrke og drama med en bomdirk, der satte sig fast i rigningen da vi skulle rebe. Vi fik anvist en fin plads, og så afsted, nogle i bad, mens jeg kunne forene det magelige med det praktiske – jeg fik en pint af den lokale på en pub med wifi, og uploadede sidste indlæg på bloggen. Og så middag i byen med østers og havtaske, øl og whisky på en pub på vejen hjem. Med dødlignende søvn og højlydt snorken fra for til agter som resultat.

Tirsdag den 4. September 1400, Sound of Mull

Sidste bøje inden Corpach

Her til morgen var skyerne om ikke lettet, så dog med større indbyrdes afstand, så solen spillede ned igennem dem, så man så de solbeskinnede felter bevæge sig henover landskabet. Tobermory ligger omkring en stor vig, og da vi afgik kl 10, satte vi kursen SE-over, ned gennem Sound of Mull mod Corpach. Det er her indsejlingen til den kaledonske kanal begynder, og vi håber at komme bag den første sluse allerede i aften, så vi er fri af det forbandede tidevand. Sound of Mull er en endnu større oplevelse end den i Søndags, hvor vi sejlede mellem Islay og Mull. Det er storladne, rullende landskaber, der ligger ned til sundet, og som teaterkulisser ser man bjerge bag hinanden, der tegner sig som blågrå flader i dis, og så ind i mellem med disse betagende solpletter vandrende hen over sig. Den optagelse af Hebriderne, som dukkede op i den tidlige romantik, forstår man godt. Selv den ellers så kontinentale Mendelsohn komponerede (efter hukommelsen) en ouverture betitlet Hebriderne. Sound of Mull er ganske smalt; the Narrows, det smalleste sted, er måske blot 400 m, og op til fire km på det bredeste. Her er skær, der lurer i brænding, småøer med fugleliv, vige med enkeltliggende huse og ganske få og små landsbyer. Her er nysgerrige sæler, der kigger venligt på os såvel som delfiner, og foruden sulerne, som har fulgt os fra Lands End, er der nu kommet tejster til. Landskabsoplevelsen er uden videre sammenligning i øvrigt i klasse med Idaho, Montana og Wyoming, der står som noget af det helt store for mig. Det er svært at viderebringe den overdådige oplevelse i de her småbilleder til web, men bær over med mig – jeg prøver alligevel. Jeg kan godt se, at hvis man ikke lige selv er der, kan det være dødens pølse at kigge på billeder af himmel og hav. Den sidste halve time har vi haft maskinen tændt – modstrøm - og en tilfreds Poul Anker er netop kommet ned i salonen, hvor jeg sidder og skriver, og beretter at vi når at komme bag slusen i aften – det lyder godt.

Ben Nevis, højeste bjerg i Storbritannien

Turen her nærmer sig nu sin sidste fase; på lørdag har vi alle billetter hjem fra Aberdeen. Vi skal aflevere båden i Inverness lørdag middag, og har så tre dage til at komme gennem alle sluserne, og sejle gennem Loch Lochy og Loch Ness. Vejrmæssigt har der godt nok været meget gråvejr, men vind- og strømforholdene har der ikke været noget at udsætte på. Vi har haft god, kraftig vind fra SW stort set hele vejen, så vi har sejlet agten for tværs og læns næsten hele tiden – ingen enerverende banken pæle i skumsprøjt og røgvand. Vi er simpelthen mere uforstyrret inde i et af de store haves stabile vejrsystemer, og ligger ikke, som hjemme, i sammenstøds-zonen med det og kontinentet. Og uden videre planlægning har vi haft medstrøm for det meste – og det tæller på et sted, hvor tidevandet er så voldsomt.

Tirsdag den 4. September 2000, Corpach

Yes, vi kom igennem slusen ved sidste åbning, og nu er der smugkro i bestiklukafet med godterne fra de små destillerier på Islay. Spænding i slusen, Poul Anker er eminent til at føre båden, han kaster rundt med den, som var det en fiskekutter i Anholt Havn, og vi andre fiser rundt med fendre og fortøjninger – for og agter og tilsvarende spring, som hele tiden skal fires eller hales, når slusen fyldes. Vi har små 100 sluser foran os, så det skal vi nok få lært. I baggrunden har vi Ben Nevis, Skotlands højeste bjerg, som vi planlægger en tur op på i morgen. Over and out fra Corpach.

Til kaj i Corpach bag første sluse

Islay - Tobermory

Søndag den 2. September 2011, ud for Iona

Port Ellen, Islay

Ud for Port Ellen

Jeg sidder i bestiklukafet helt agter på ankervagt, og hele skibet sover. Vi ligger i sundet mellem Iona, den hellige ø, og Fionnphort på Ross of Mull, og vinden er 12 m/sek på vej fra SSW til W i løbet af natten, og så bliver her mere ro. Jeg har tjansen til midnat, og så tørner jeg også ind. Det er utroligt hyggeligt. Bestiklukafet er også Poul Ankers kahyt, og han ligger her ved siden af og kampsnorker. Foran mig et utal af displays; størst en computerskærm som tracker vore bevægelser for anker. Det giver en nyreformet figur; vi ligger på 9 m vand med 30 m kæde, med strøm den ene vej og vind den anden. Her er også INMARSAT-tansceiver, satellit-telefon, stationær og håndholdt vhf, vindindikator, lod, log, barograf, gps-plotter med radar, EPIRB-transponder, elpanel og omdrejningstæller for motor. Formmæssigt er ingen af disse displays sammmentænkt, så det ligner et katalog over de seneste 25 års båd-elektronik. VHF-en står på kanal 16, og ind i mellem melder Kystvagten at nu er der varsler på Kanal 23.

Der er mange ruiner fra gamle  hytter

Ind i strædet

Islay var ærligt talt ikke vanvittigt interssant – eller i hvert fald ikke lige de steder jeg kom frem. Vejret er gråt i gråt i blåt – og det er ærgerligt, at vi ikke får set nok. Vi anløb Port Ellen sent om aftenen, og lejede cykler næste formiddag, og kørte langs kysten til de tre distillerier Laphroaig, Lagavulin og Ardbeg. Det er nemlig whisky-mekka det her, og folk valfarter langvejs fra hertil af den årsag. Jeg synes whisky kan være meget sjov, men det er ikke noget jeg får meget af. Og skal det være spiritus, synes jeg at marc og nogle af de italienske likører er mere interessante. Nu skulle man jo være et skarn, hvis ikke man fik sammenlignet, og jeg kan melde at Lagavulin så klart er den mest interessante. Destillerierne ligger ned til hver sin vig med få kilometers mellemrum, hvor et par både ligger for svaj. Da vi senere sejlede langs kysten, kunne vi se at stort set hver gang der er en lille vig, er der en gård, og mange af dem ser ud, som om det slet ikke er muligt at køre til dem. Meget fascinerende. Søndag formiddag cyklede vi op til et forbjerg ved Port Ellen, her var fantastisk udsigt over farvandet med de mange småøer og skær. Gud ske tak og lov for GPS.

Fyret ved indsejlingen til strædet mellem Mull og Islay

Iona

Vi afgik fra Islay kl 12 i dag, og startede den fantastiske tur op gennem det snævre sund mellem Islay og Jura. For en gangs skyld var der klart sigt og enkelte pletter med sol, og det var absolut storslået. Det er simpelthen en af de helt store oplevelser, jeg har haft. Dramatisk natur, ensomt beliggende huse ned til små vige, heroiske fyrtårne på steder, der synes helt umulige at bygge noget som helst på. Imidlertidi var jeg blevet noget vindtræt, og greb chancen til at lave en præmiemiddag – kammuslinger i hvidvin med aïoli, herefter stroganoff. Det brugte jeg hele eftermiddagen på. Vi sejlede op til Iona, ”den hellige ø”, hvor det første kloster i Skotland blev grundlagt i 500-tallet, og som tidligere var et pilgrimssted. Vikingerne hærgede her i 700-tallet og gjorde kort proces, de røvede og plyndrede og dræbte alle munkene. Nu ligger vi her for anker med vind den ene vej og strøm den anden, så vi ligger og danser rundt med 30m svær kæde ude på 10 m vand.

Fredag den 31 August kl 1000, Irske Hav

Poul Anker til vejrs

Så er vi atter på søen; kastede los efter morgenmad, og går nu nordpå fra Douglas på Isle of Man. Først til en rende gennem revet nordøst for øen, så vestover klar af Mull of Galloway, og så nordover gennem farvandet mellem Irland og Skotland, North Channel. Vi er stadig i læ af øen, og går for motor. Sigtet er godt, og når vi er klar af Man’s nordspids skulle der komme 12-14 m/sek fra SW, så det skulle blive en helt perfekt tur på ca 24 timer.

Vi ankom til Douglas sent Mandag aften efter at have udsejlet 258 mil på 36 timer, og fik anvist en sølle plads i yderhavnen, hvor der var dybde nok til at vi kunne flyde ved lavvande. Inderhavnen, som har sluser var ikke uddybet for nylig. Så i de tre et halvt døgn vi har ligget her, har der været vagt døgnet rundt til at passe fortøjninger. Jeg sjusser tidevandsforskellen til seks meter, størst i går ved fuldmåne, så der har skullet slækkes og totnes mindst hver anden time.

Sejlmagerarbejde

Tirsdag formiddag gik med klargøring af skib. På dæk kunne vi konstatere at mange af storsejlets slæder i mastesporet var rusket itu, de måtte ud og erstattes. Nogle extra blev bestilt fra fastlandet, og så ellers frem med sejlmagerværktøjet. Under dæk blev alt vasket, tørret og luftet, lakerede flader over og under dæk tørret af osv. Stor fælles frokost på dæk, og så på opdagelse i Douglas – som ikke er noget særligt. Den er hurtigt overstået. Tøj til renseri og andre af den slags ærinder. Ud at spise om aftenen på restaurant, billard og bajere bagefter. Damerne vandt til deres højlydte og (helt bogstaveligt talt) udelte fryd i pool, og så hjem og dodo.

Frokost efter klart skib

Rushen Castle

Rushen

Øen har meget smukke landskaber – bjerge, der ruller afsted gennem terræn’et i op til 6-700 meters højde og stejle klippeskrænter i havet. Først og fremmest var hele Man-oplevelsen præget af TT-løbet (Tourist Trophy), der er et mekka for motorcyklister fra hele verden, og har lange traditioner bagud. Det køres på offentlig vej, som afspærres i de 14 dage begivenheden varer – altså noget i stil med Classic Grand Prix i København, bare på en helt anden skala. Så der er motorcykler overalt med samt deres læderklædte ejermænd. Fra de nyeste hotte BMW’er og Ducatier til Matchless og Velocetter. Turismeindustrien er stærkt præget af begivenheden, som vel er ”Øens Event”, og den har en stærkt teknologi-nostalgisk vinkling – lige noget for teknisk anlagte typer, af hvilke vi har et par eksemplarer ombord. Der er fx bevaret en række jernbanestrækninger, der betjenes af de oprindelige damptog, og ligesådan med sporvogne. Det er lige noget for gutterne her, så Onsdag var vi afsted med damptog (med Lumbye i baghovedet) og Torsdag med sporvognsbanen.

The keep, Rushen

Gotisk sandstensoverligger

Onsdagsturen gik til Castletown i øens sydende, hvor Castle Rushen ligger. I toget delte vi kupé med en dame, som meget elskværdigt besvarede vore spørgsmål, og som endda havde haft sin barndom på slottet, hvor hendes far havde været forvalter. Hun besvarede venligt og beredvilligt vore mange spørgsmål. Slottet er i sig selv et interessant bygværk, men det er også meget interessant, fordi det aldrig har været i alvorligt forfald. Det har været i brug siden opførelsen, først som bolig og borg, siden til officielle funktioner og sidst fængsel, inden det blev åbnet for offentligheden. Det er således en helt anden situation end fæstningen i Turku, som jeg besøgte i Maj – den er smukt og meget poetisk istandsat, men stramt styret efter arkitektens kunstneriske øje, snarere end en mere narrativ synliggørelse af bygværkets udvikling gennem tid. Castle Rushen har gennemlevet en udvikling fra det oprindelige voldsted med palisader i træ, opført af vikinger, og videre til borg i sten opført af kongerne af Man ca 1300. Et skoleeksempel som vi kender fra Banister Fletcher, med en vældig fem-etages ”keep” og ringmur. Uden at utydeliggøre denne oprindelige struktur, er der senere blevet bygget til og suppleret med funktioner. Det sidste addendum er fra ca 1750, og er holdt i samme sten som det øvrige anlæg, som hele vejen igennem er i samme sandsten.

Elisabeth foldede sig ud med en middag på højt niveau. Det skal i øvrigt retfærdigvis siges, at når vi er i søen, er Poul Anker virkelig god til at gå ned og skramle med gryderne en halvtimes tid, for så at servere en lækker ret, der kan indtages i søgang med ske, og som man bliver dygtigt mæt af. I hvert fald i rejsens begyndelse var han den eneste der kunne, men nu er vi flere der har fået søben.

Castletown, lavvande

Det er i øvrigt blevet betydeligt koldere, og jeg ærgrer mig over at jeg i sidste øjeblik tog mit vinter-løbetøj op af tasken – det havde været rart at have som inderste lag nu. Jeg har måttet købe vintersokker, termo-underhylere og en kraftig fleecetrøje á la Frede Fritid. Men den er varm og rar at have på, og den tørrer på nulkommafem. Jeg må også have mig nogle sejlerhandsker; nattevagterne er kolde med våde fingre.

Castletown. For en gangs skyld en motorbåed der duer!

Onsdag hen under aften havde jeg en 16km løbetur sydpå fra Douglas ad kystvejen. Kysten er dramatisk med stejle bjergsider direkte ned i vandet, en sjælden gang afbrudt af små vige. De ældre huse er alle modellen med skorstene i gavlene, ofte i to etager, lagt underligt uformidlet som isolerede klodser i landskabet, nogle gange med stendiger omkring. Store dele af landbrugsarealet er inddelt af diger i ganske små marker, og deres alder er uvis. Det forlyder at da vikingerne erobrede øen, overtog de simpelthen skellene fra kelterne!

Mt  Snaefell

Der ordnes muslinger på kajen

Torsdag tog vi sporvognen – eller som det hedder her ”electric railway” -- til Laxey, nord for Douglas. Det var meget koldt, og for at sætte trumf på brød motorvognen sammen (den var fra 1905), og det trak pinen endnu længere ud. I Laxey skiftede vi til ”mountain railway” (endnu en sporvogn), som fortsatte til topppen af Snaefell, det højeste bjerg på øen. Det kræver ikke den store etymologiske indsigt at se hvorfra det navn har sin oprindelse. Her er generelt en stor veneration for den nordiske påvirkning og egenart, tilsyneladende uden at være i konkurrence med den, der er for den keltiske. Manx (adjektivet til Man) keltisk er åbenbart tættere på det skotske keltiske en det walisiske, men er dog uddødt som ”first language”. Ikke desto mindre er officiel skiltning tosproget. Turen op til bjergtoppen var meget flot; op gennem en lang dal, hvor vi tydeligt så de allestedsnærværende ældgamle markskel samt indgange og gamle hejsetårne til nu nedlagte bly-, sølv- og tin-miner. Vejret var med os – det var helt klart og koldt, og man kunne se vand hele vejen rundt; ret imponerende, da øen trods alt er 50 km fra nord til syd. Irland i vest, Skotland i øst – storslået!

Ellen, bygget i Langør, nu af Belfast

I løbet af dagen havde tidevandsforskellen været så stor, at det var en akrobatisk øvelse at komme ombord og gå i land. Elisabeth var blevet ombord hele dagen, dels for at passe fortøjninger, dels for at pusle om gryder og læse. Hun og Poul Anker havde aftenen før krejlet sig til nogle krabber og fire blåhummer, og dem var der blevet kræset om. Det blev til toast med krabbesalat og paella med hummer og krabber. Meget ambitiøst og meget vellykket uden videre anledning. Efter middagen begyndte fiskerne at komme ind og losse på kajen ved siden af os; sæk efter sæk med kammuslinger blev hevet op. Det var ikke de meget store kammuslinger vi som regel får hjemme, men nogle mindre og langt mere delikate. Der var godt humør over hele linien, og vi fik en halv sæk foræret. Og så blev der ellers gort muslinger klar på kajen, så de kunne fryses ned og bruges de næste dage. Den sidste båd der kom ind hed såmænd Ellen og var fra Belfast. Dens linier var underligt hjemlige, og det viste sig at den da var bygget i Langør. Der er åbenbart bifangst af det ene og det andet, som ikke regnedes – ”do you want some fish?! – Yes please!”. Og vi fik foræret en pose blandet pighvar, rødspætte, hvilling og rødspætter. Og så åbnede vi nok en øl, og gik i gang med at gøre dem klar, og var først færdige ved midnat. Det var så det gode ved at ligge det elendige sted!

Lørdag den 1. September, Port Ellen, Islay

Norpå fra Isle of Man mod Ramsey-strædet

Fin sejlads fra Douglas om morgenen. Vi havde vagten fra 14-18, dvs at man står for middag inkl oprydning. Allerede kl 16 gik jeg fra på dæk, og afførte mig olietøj og yderste varmelag. På sådan en tur ligger de, der ikke er på vagt, og døser og læser i deres køjer; i hvert fald kunne jeg rumstere frit i salon’en. Jeg slog brød op og lavede middagsmad, ”penne alle vongole” med kammuslinger og hvillinger fra i aftes i hvidvin osv. Salat af spidskål. Utrolig dejlligt at gå og tilberede et godt måltid i den meget rummelige salon, i søgang langt fra alting i den der lilleverden. Desværre var der dårligt sigt og byger, så Ramsey Strait mellem Irland og Skotland, som kun er 11 mil bredt, fik vi ikke set meget af. Også Mull of Galloway skimtede vi kun, men det vi så, så dragende ud. Vi anløb Port Ellen kl 0215 uden videre begivenheder – lykkeligvis ved en pontonbro. Det viser sig så, at her er tidevandsforskellen kun 60 cm …. det fænomen må vist studeres nærmere. En øl og i seng.